Indsamlingen er sat i bero. Men ny formand skal forsøge at holde liv i Forbundet af Islamiske Foreninger i Aarhus.
Den tidligere formand indkaldte til en ekstraordinær generalforsamling og trak sig. To kandidater stillede op og 30-årige Ahmad Halimah, fra organisationen Dansk Islamisk Råds, Aarhus-afdeling vandt.
Ahmad Halimah bor i Gellerup, er islamisk viet og har en datter der snart skal i skole. Han læser statskundskab.
I 2014 var den ellers på plads
Et flertal i byrådet sagde ja til en stormoske på Bautavej i Aarhus Vest. Men en række TV2-udsendelser har stukket en kæp i projektet. Flere imamer, fra de foreninger der er med i FIF, blev filmet med skjult kamera, og den politiske stemning ændrede sig på en aften.
Er 17 års arbejde nu tabt?
”Ja, det er det jo. Men ikke 17 effektive år. Men de seneste to år er der sket meget og det er jo tabt. Vi starter forfra. Men der hvor de andre stoppede,” siger den nye formand for FIF.
Hvad er planen nu?
”Planen er at kigge lidt på vedtægterne i FIF og skabe mere fleksibilitet i forhold til at få nye medlemmer.”
I dag skal en forening være medlem af FIF i to år, før den kan få en bestyrelsespost – det skal laves om, hvis det står til den nye formand.
Søger FIF byggetilladelse igen?
”Det er ret tydeligt efter Jacob Bundsgaards udmelding at byggeplaner på Bautavej er udelukket. Men vi har stadig et samarbejde med kommunen, også omkring en moske.”
Hvad med de indsamlede penge?
”Pengene er der stadig. Og de penge vil kun blive brugt til Moskeprojektet. Indsamlingen er allerede sat i bero,” fortæller Ahmad Salimah.