Eutopia 2017 kom godt fra start med sin kvindeforestilling ”Mørkhed”, som var anden opsætning i en lang række forestillinger og events før og under Kulturhovedstad 2017. Før da var der åbningsforestilling og en måneds udsmykningsworkshop.
Eutopia skal blomstre op til og i løbet af 2017, og internationalt set er der sat spot på netop Gellerup, idet bydelen netop blev fremhævet, da en international jury udpegede Aarhus og Region Midtjylland til at være kulturhovedstad. Juryen havde besøgt Gellerup – og var begejstret.
Eutopia-leder Brigitte Christensen ser også på Gellerup som en internationalt orienteret bydel. Noget af det, hun arbejder med lige nu, er at samle et ”Eutopia International Orchestra”, som skal starte sit virke nu til efteråret. Det skal være højtprofileret og bestå af udvalgte musikere/sangere fra Syd- og Nordeuropa med blandet etnisk baggrund og dermed musikalsk udgangspunkt.
Brigitte Christensen hører ikke til dem, der mener, at vesterlændinge har den rigeste kultur.
”Kulturen fødes ikke i Danmark … kun! Man siger jo, at Mellemøsten er kulturens vugge. Vi på Eutopia 2017 ønsker at udforske ny multietnisk folkekultur, og det bliver vi måske de eneste i Europa – ja måske med undtagelse af Paris – der gør.”
Tusinder af gæster til Gellerup
Eutopia skal lave flere events, men den helt store satsning bliver ”fuldmåneeventen” i 2017. Hele kulturhovedstaden skal have 12 fuldmånevents, hvor Gellerup står for en af dem, nemlig 26.-30. juli 2017. Ambitionen er, at der kommer mange tusinde gæster i løbet af de fem dage.
Da er det dog ikke fuldmåne, men til gengæld ligger det efter Ramadanen næste år, og både gæster og aktører er friske igen.
Festivalen skal ikke kun foregå på Eutopia Stage (det gamle Gellerupscenen), men i høj grad skabe byliv langs Bygaden i Gellerup.
”Vi skal have rigtig mange udefra til at komme. Vi skal skabe et mere positivt billede af Gellerup,” siger den kunstneriske leder af Eutopia. Hun er selv flyttet fra Rom til Gellerup og kan ikke genkende det ghetto-billede, som nogle medier skaber af Gellerup.
”Det positive billede kan vi få frem ved at skabe noget unikt. Det er ambitionen, og vore ambitioner er høje,” slår hun fast.
”Vi vil for eksempel gerne lave involverende teater med de beboere, der er her. Det kunne være meget andet, eksempelvis ’etnisk standup’. Men hvis man byder ind med ideer, må man også selv have ressourcer til at gøre noget ved det. Vi kan ikke selv løfte det hele,” siger Brigitte Christensen.
Højst en gang månedligt vil det i praksis være muligt at lave et arrangement under Eutopia. Hun og Pia Katballe har allerede tre events eller mindre festivaler i tankerne:

  • Cirkusfestival
  • Fodboldfilm-festival
  • Religionsfestival (med udgangspunkt i Hans Rønnes skuespil Abrahams Sønner)

”Der er også nogle, der efter kvindeforestillingen ”Mørkhed” har spurgt, hvornår vi laver noget med mænd – det er vi også meget åbne over for,” siger Eutopias leder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.