Q Huset i Gellerup havde besøg af den frivillige arkivar fra Lokalhistorisk Arkiv, Vibeke Harsberg, og billedkunstneren Maj Hasager, som indsamler erindringer fra de lokale beboere via billeder og historier.
”Vi indsamler ikke bare lokale erindringer men også livserindringer. Folk kommer med billeder, der betyder noget for dem, og fortæller noget om de billeder; hvorfor de betyder noget, hvad de betyder og får dem sat ind i en større sammenhæng,” siger Vibeke Harsberg.
Muhubo Aden Hassan var en af de kvinder, som fik scannet sine billeder ind og delte sine historier med Vibeke og Maj. Hun havde hørt om muligheden gennem andre fra Q Huset, og kunne ikke modstå chancen for at få sine billeder foreviget.
Muhubo havde billeder med af sin familie, børn og fra dengang hun var gravid; billeder der betyder rigtig meget for hende, og som hun ikke vil miste. Hun er rigtig glad for at have fået denne mulighed og for at kunne fortælle sin historie til billederne, og det er noget hun vil sige videre til andre bekendte.
”Billederne, der er scannet ind i dag, er billeder jeg gerne vil give videre til børn og børnebørn, så vores familiebilleder ikke forsvinder. Det betyder rigtig meget for mig at kunne give videre på denne måde,” siger Muhubo Aden Hassan med et smil.
Ellers glemmer man sin fortid
Vibeke Harsberg fra arkivet tilføjer, at man løbende skal have fat i de nye og de gamle historier, da det kan være svært at samle noget for 50 år siden, hvis både billeder og historier bliver glemt eller går i stykker. De mindre arkiver, som Vibeke arbejder med, indsamler erindringer fra dagligdagen, hvor man kommer under overfladen og får et indblik i, hvordan livet er og har været.   
”Her i Gellerup fokuserer man tit på det at være indvandrer, men lige her fokuserer vi på det at være menneske. Hvis man vil forstå noget om den tid man er i nu, skal man vide, hvad ens fortid var og hvad det er vi bygger det på,” siger Vibeke.
Den bedste måde at kunne se udvikling i samfundet på er ved, at have historier og billeder til at dokumentere disse ændringer. Hvis man ikke gør det, glemmer man sin fortid.
Ved at høre historierne bag billederne får Vibeke og Maj en større forståelse for mennesker og sammenhængen til billederne. Billederne vil blive gemt i arkiverne på Lokalhistorisk Arkiv, så de kan skrive den lokale historie.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.