Interessen fra lokale studerende, der vil repræsentere deres studier på årets uddannelsesmesse i Gellerup, er stor. Formålet med messen er især at inspirere og ruste områdets unge til det rette uddannelsesvalg.
Den Arabiske Kulturforenings ungdomsafdeling, AKF-Ungdom, gentager forrige års succes med en stor uddannelsesmesse den 26. oktober i City Vest. Mere end 50 forskellige uddannelsesretninger fra mangeartede uddannelsesinstitutioner er tilmeldt messen. Også interessen fra lokale studerende i at deltage og repræsentere deres studier har været overvældende stor. Og dét er noget, der glæder uddannelsesmessens koordinator:
"Vi vil få besøg af mange unge fra lokalområdet og øvrige byens dele, og de må meget gerne se, at der er jævnaldrende venner, naboer og bekendte, som går på de her uddannelser. Det skulle gerne få de unge til at tænke, at ’hvis de kan, så kan jeg også’. Desuden kan kendskabet til hinanden også betyde en mere åben og personlig dialog med de studerende om, hvordan det egentlig er at gå på de pågældende uddannelser – både fagligt og socialt", forklarer Engin Erkus.
Som noget nyt er der på årets uddannelsesmesse også en LO-lounge, hvor de besøgende kan henvende sig arbejdsmarkedseksperter og få gode råd og viden om regler, love, arbejdsmiljø, lære- og praktikpladser, ansættelseskontrakter, og meget mere.
Styrke: Det hele er der
Engin Erkus håber og regner med, at omkring 1000 og gerne flere besøger uddannelsesmessen, som foregår mellem klokken 12 og 18. En af styrkerne ved messen er, at så mange uddannelsestyper og –retninger er repræsenteret:
"Der vil både være eksempler på korte, mellemlange og lange uddannelser, og uanset, om de unge går i folkeskole eller er i gang med en ungdomsuddannelse, så er der inspiration at hente. Vi har udstillere fra både erhvervsskoler, professionshøjskoler og universiteter", siger han og pointerer, at selvom forventningen er mange besøgende fra lokalområdet, så er messen åben for alle nuværende og kommende uddannelsessøgende i Aarhus.
Messen arrangeres i samarbejde med Ung i Aarhus, Get2Ed, City Vest, UU Aarhus-Samsø, SAF, Samvirket og DISR.