I lørdags kom Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen med en noget uventet udmelding til Aarhus Stiftstidende: ”Venstre kan ikke love flere penge til letbaner i Aarhus eller andre steder. Vi prioriterer i stedet en tiltrængt opgradering af vejnettet. Herunder blandt andet E45.”
Dette kan bringe de to planlagte etaper af letbanen, med udvidelse til henholdsvis Gellerup og Hinnerup i fare.
Rådmand: Venstres holdning er uambitiøs
Camilla Fabricius (S), fungerende rådmand for Teknik og Miljø, siger til gellerup.nu: ” Venstres holdning om at kommende letbaneetaper er et rent lokalt anliggende, er dybt bekymrende og meget uambitiøst. Venstres nej til at medfinansiere kommende letbaneetaper er også et nej til at lade væksten i Østjylland fortsætte, og det er nej til transportformer, som er mere miljørigtige.”
De to letbaneetaper er beregnet til at koste samlet 1,9 milliarder kroner. Til det siger Camilla Fabricius: ”Det er ikke realistisk, at kommende etaper i letbanebyggeriet bliver til noget, hvis ikke vi får en ny regering, som vil med til at finansiere kommende etaper.”
Den planlagte etape af letbanen har fem stop i i Gellerup og Toveshøj, to på Edwin Rahrs Vej, to på Blixen, og et ved City Vest.