Det er helt i tråd med danske traditioner at der skabes mandefrie rum til kvinder. Det kom frem i aftes da Merete Ipsen fra Kvindemuseet i Aarhus holdt oplæg for "Kvindesvømningens venner i Gellerupbadet". Det foregik i E&P Huset.
"Historisk har kvinder, som for godt 100 år siden i Danmark var udelukket fra uddannelse og de demokratisk valgte byråd og folketing, sluttet sig sammen og skabt kvinderum, hvor de i fællesskab kan styrke deres position," fortalte Merete Ipsen og kom med et helt konkret eksempel, nemlig "kvindelig læseforening" i 1880erne i København.
Nuancer i debatten
Også den radikale rådmand Rabih Azad-Ahmad var mødt op i aftes:
"Jeg synes det er fint at få nogle nuancer ind i debatten og det kom der i foredraget fra Kvindemuseet."
Merete Ipsen mener desuden at det ikke er kvindeundertrykkende at skabe rum kun for kvinder. Og hun har ikke meget tilovers for at Byrådet i Aarhus nu forsøger at fratage kvinderne et frirum i form af kvindesvømning. Et tilbud der vel at mærke har eksisteret de sidste 13 år til glæde for mange kvinder – ikke kun fra Gellerup og Toveshøj:
"Jeg ville ønske, at debatten var dialogbaseret. I aftes havde vi en god dialog – der deltog kvinder som mænd, kvinder med tørklæde såvel som uden…. De piger og kvinder, som føler sig generede af mandlige blikke, får et fristed og en oplevelse af frihed, som kan bruges i andre sammenhænge – jfr. Kvindelig Læserforening for godt 100 år siden og Femø for godt 40 år siden.
En ud af 65 må ikke svømme for "andre"
"Kvindesvømningens venner i Gellerupbadet" har fået udarbejdet en undersøgelse hvor deltagerne i lørdagssvømningen er blevet spurgt om grunden til at de kun vil svømme med kvinder. En kvinde ud af 65 har svaret at "andre" har bestemt hvad hun må deltage i. Det bekymrer ikke rådmanden:
"Jeg har allerede mødt en hel del af de kvinder det handler om, både danskere og indvandrere. De er stærke og beder om foretræde på Rådhuset og så videre. Men hvis der er en der ikke må svømme for sin mand, gør man hende en kæmpe bjørnetjeneste hvis hun heller ikke må svømme med kvinder. Hun kan jo hente en hel masse styrke i at mødes med alle mulige andre kvinder. For mig handler det her også om principper, sundhed og frihed," slutter Rabih Azad-Ahmad.
Der er stor fokus og interesse for kvindesvømningen i Gellerup i øjeblikket. Og på mandag er "Kvindesvømningens venner i Gellerupbadet" inviteret til at deltage i DRs Aftenshow.