Verdenshaverne: ‘Det bedste arbejde jeg har haft’

Egentlig startede Verdenshaverne som et urbant projekt for stressramte flygtninge med posttraumatisk stress, som kunne komme og få det bedre gennem havearbejde.
”Men naturen og havearbejde er jo ikke kun godt for stressramte. Det er godt for os alle!” siger Elin Kyhl Svendsen, der leder projekt Verdenshaverne. Da Verdenshaverne ligger i Gellerupparken og i Toveshøj, så bor de fleste medarbejdere her og har kort vej til arbejde.  
Hvis man ønsker at være med i projektet, kan man gå til sin sagsbehandler og bede om at blive henvist til Verdenshaverne. Det kan f.eks. være i skånejob eller i praktik, fortæller hun.
Lige i øjeblikket er der ikke nogen stressramte på holdet.
”Det skifter, hvem der er her. Lige nu er det et hold kun med mænd, men det er helt tilfældigt. Sidste år var der flere kvinder,” siger Elin og smiler.
’Det bedste arbejde jeg har haft’
Ole Mikael Jensen er en af mændene på projekt Verdenshaverne. Han er førtidspensionist og blev henvist til Verdenshaverne efter en snak med sin jobvejleder. Nu har han været hos Verdenshaverne i fire måneder, og det er han taknemlig for.
”Det var egentlig lidt af en tilfældighed at jeg havnede her. Men det er det bedste arbejde jeg nogensinde har haft,” siger Ole, der tidligere har arbejdet som pædagog og lidt som pedel.
Ole og de andre på projektet arbejder mandag, onsdag og torsdag, og hverdagen er indrettet, så der bliver taget hensyn til deres forskellige rytmer.
”Jeg er ikke et morgenmenneske, så jeg møder kl. 9.30, og det passer mig godt,” siger Ole.
Jan, en af de andre mænd på holdet, møder tidligere. Typisk mødes Jan og Elin kl. 8 og pakker Elins bil med redskaber og så kører de ud til én af haverne. Der sender Elin besked til de andre om hvor de er i dag.
’Det sociale er vigtigst’
”Det bedste er, at man har noget at stå op til om morgenen, og så det kollegiale,” siger Ole.
Han kan godt lide at have fingrene i jorden og synes godt om havearbejdet. ”Måske lige bortset fra når det regner meget,” fortæller han med et grin. Men han vil ikke kalde sig selv et naturmenneske.
”Jan er et naturmenneske, han cykler mange ture i skoven i sin fritid. Men sådan er jeg ikke. Jeg er egentlig ikke et naturmenneske,” røber han.
Det er i stedet det sociale samvær med de andre, der fylder noget:
”Det er da også godt at være i naturen, men det vigtigste er det sociale. Og vi har det bare rigtig godt med hinanden her.”