Der er valgkamp i Danmark for øjeblikket. Hvis det er gået din næse forbi, så er det nok fordi den udelukkende foregår i klasselokalerne landet over.
Tæt på et rigtigt valg
Mere end 60.000 elever i de største klassetrin på over 600 folkeskoler er godt i gang med en tre-ugers valgkamp, som kulminerer på torsdag 2. februar, hvor eleverne går til rigtige stemmeurner, præcis som et rigtigt valg, og valgresultatet offentliggøres i en valgaften på Danmarks Radio, præcis som et rigtigt valg.
Også i 2015 var der skolevalg på Tovshøjskolen.
På Tovshøjskolen afholdes valghandlingen dog allerede 1. februar, indledt af en debat med repræsentanter fra syv ungdomspartier. Partierne og debattørerne er:
- Venstres Ungdom: Lise Ottosen
- LAs Ungdom: Søren Nielsen
- As Ungdom: Maj Jensen
- SF Ungdom: Rasmus Gustafsson
- KU: Magnus Hermann Haraldsson
- Enhedslisten: Mikkel Bøhne
- DF Ungdom: Bent Miltersen
Eleverne på skolen vil have rig lejlighed til at stille spørgsmål til politikerne og bestemmes sig, før de udfylder deres stemmesedler.
Selvom skolevalget ikke har nogen reel betydning for hvem der styrer Danmark, så er dagen alligevel vigtig, fordi ”den lærer vores elever om demokratiet, demokratiske valg, valghandlinger, partierne, det at tage stilling, træffe et valg og stemme,” udtaler skoleleder Helle Mønster fra Tovshøjskolen.