Minderne om de nedrevne betonblokke i Gellerup lever videre i det nye kommunale byggeri, som er godt på vej på hjørnet af Edwin Rahrs Vej og Blixen.
Vedgrundstensnedlæggelsen i går blev en lille stump af betonen placeret i muren i det kommende teknik-rådhus midt i Gellerup. Et sted, hvor alle besøgende vil kunne se – og mindes.
Teknikrådmand Kristian Würz, hans søn og struktørelev Thomas Mortensen fik æren at montere den indkapslede betonblok i muren, mens publikum kunne følge med via storskærm.
Suppe i koldt vejr
Vejret var ellers ikke det bedste til fest og grundstensnedlæggelse. Årets første forårsdag bød på regn og kulde, så der var godt bud efter den varme linsesuppe fra Smag a la Gellerup, og efter pølser, kaffe og hvad der ellers hører til på en festdag.
Håndværkere og gæster trak ind i ly og hørte på afstand talerne fra Aarhus Kommune, Brabrand Boligforening og entreprenørfirmaet A. Enggaard.
En del af fællesskabet
Talerne kredsede om, hvordan det kommunale byggeri til ca. 1000 arbejdspladser skal indgå i Gellerup som en del af en mere alsidig bydel end blot boliger. At huset skal være en del af fællesskabet i bydelen og åbne sig for iværksættere og gæster.
Trods den kolde første forårsdag var mange mødt frem for at deltage i grundstensnedlæggelsen.
Eksempelvis glædede Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening, sig til en sommerdag at gå en 10 minutters tur hjemme fra Holmstrup til det færdige byggeri, gå op på tagterrassen og nyde en kop café-kaffe med en storslået udsigt til Aarhus.
Teknik-rådmand Kristian Würtz glædede sig til et mindst 15-årigt "ægteskab" med A. Enggaard, som i et Offentligt-Privat-Samarbejde OPS skal drive huset for Aarhus Kommune.
"Det helt rigtige"
Tilsvarende så afdelingsleder i A. Enggaard, Peter Thorsgaard (billedet), frem til et spændende partnerskab med ikke bare kommunen, men også med de andre interessenter i husets drift.
Byggeriet og processen kører upåklageligt, noterede han. Og fordomme om, at det er vanskeligere at bygge i Gellerup end andre steder er aflivet:
"Der er ingen hærværk. Der er ingen graffiti, kan vi fortælle de, der spørger. Det her er et godt sted at bygge. Og til Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening vil jeg sige: I har fat i det helt rigtige koncept!" sagde Peter Thorsgaard.