”Kan vi planlægge det gode liv i udsatte områder?” sådan lød overskriften på aftenens tema tirsdag aften på DOKK1. Der var fokus på Gellerupparken i Aarhus og Urbanplanen i København.
Hanne Højgaard Viemose og Morten Pape læste højt. Jeg vil fokusere på Hanne Højgaard Viemoses oplæsning af sin sprælske bog ”Helhedsplanen”.
Hun har boet i Gellerup i en årrække med sine børn. Bogen handler om livet i Gellerup, en enlig mor, knallertbander og kommunale indsatsplaner. En fortælling om en til tider barsk hverdag som fortælles gennem børnene.
Savner vildskaben i Gellerup
Hanne Højgaard Viemose fortæller efter oplæsningen, at hun har været meget glad for at bo i Gellerup. Hun nød at se børnene lege på store legepladser og de store stisystemer.
Hun er siden flyttet til København. I en artikel fra Kulturmagasinet ”Fine spind” siger hun, at det kan være svært at leve op til folks forventninger om at være en god mor. I København savner hun ofte det liv og den vildskab, som der findes i Gellerupblokkene, og det frirum, hvor der var plads til at være børn.
”I Gellerup møder man nogle andre forældre, der ikke stresser over økologisk mad og forbud mod plastiklegetøj.” Hun mener, at det er befriende.
Mere positiv omtale!
Under en debat med Henning Winther (tidligere boligsocial leder i Brabrand Boligforening), sagde Hanne Højgaard, at det er vigtigt, at man ikke taler om Gellerup som et problem. I stedet for kun at tale om det, der ikke fungerer, bør der være mere positiv omtale. ”Det kan f.eks. være Bazar Vest som er skide fed at være i,” sagde hun begejstret. Derefter nævnte hun de sociale tiltag, opdragende fædre osv.
Hun er skeptisk, når man taler om at trække folk udefra til Gellerup og ind i lejlighederne. Hun sagde, at Gellerup er et sted, hvor der leves et liv – et sted hvor man kan have det sjovt.
Henning Winther sagde dog også, at der egentlig er megen tryghed i Gellerup i modsætning til andre lignende boligområder. Henning Winther talte meget om de gevinster, der er ved den nye helhedsplan – Nedrivning af blokke, en bredere beboermålgruppe.
Burde jeg fjerne negativ tekst?
Hanne Højgaard Viemose sagde, at hun var i tvivl, om hun skulle fjerne tekst i bogen om nogle beboere, som var bekymrede for indbrud. Netop fordi hun ved det kan forstærke den negative forståelse, som nogen har for området. Hun valgte dog at bevare det, da det hørte til virkeligheden.
Aftenens bedste oplevelse var klart, at gruppen ”Smag á la Gellerup” havde sat en pose på stolene. I den var der en smagfuld dadel med nødder, overtrukket med mørk chokolade og kokos. Det var en reklame for ægte madkultur fra hele verden. Her deler Gellerup-borgere deres interesse for mad og inviterede os til at komme forbi. Efter den fine smagsoplevelse vil jeg klart snart komme og smage på Gellerup.