Fredag og lørdag har støtteorganisationen Tigara Lan Tabur et arrangement i Foreningernes Hus, hvor man både kan gå på jagt efter loppefund, spise sig mæt i spændende mad fra verdenskøkkenet og støtte en god sag.
Lige fra man er trådt ind ad døren i Foreningernes Hus, kommer samtlige sanser på arbejde. Spændende dufte fra det veltilberedte mad pirrer duftesansen, spændende loppefund fanger hurtigt øjet og ørerne fyldes med den livlige larm, der kommer fra de mange besøgende.
Arrangementet er kun lige gået i gang, men rummet i Foreningernes Hus, hvor arrangementet skal foregå, er allerede halvfyldt med mennesker, der er kommet for at spise og handle.
Ny i foreningslivet
Vi talte med arrangøren fra arrangementet, Inaam Al Aghawani , der siger ”Min inspiration til dette arrangement kommer fra andre foreninger, som har lavet arrangementer som dette. Jeg er ny i det frivillige foreningsliv, og synes, at det er fantastisk, at man i Danmark har mulighed for at lave arrangementer som dette, der er lavet for at støtte den gode sag forskellige steder i verden.” Inaam tænker allerede på at lave et lignende arrangement i den nærmeste fremtid.
Den gode sag
Gellerup.nu snakkede også med en af de fremmødte sælgere og spurgte hvorfor hun havde valgt at deltage i arrangementet – til det svarede hun ”Jeg har valgt at deltage i loppemarkedet for at sende overskuddet af mit salg til Gaza. Jeg deltager ofte i arrangementer som dette og samler hele tiden varer ind fra min vennekreds, så jeg kan støtte nogle gode formål.” 
Arrangementet slutter lørdag d. 25 marts kl. 18.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.