Hvornår er man egentlig dansk? Det er et spørgsmål, der bluser op i den politiske debat med jævne mellemrum. Spørgsmålet debatteres ikke kun af politikere, men når langt ud over den politiske scenekant og bliver en del af den hverdag, vi lever i – også her i Gellerup.
Fritidspatruljen i Gellerup har observeret, hvordan unge mennesker med anden etnisk baggrund reagerer på debatten, og har på baggrund af dette udfærdiget et kursusforløb til sine legeinstruktører, der indgående skal snakke med børn og unge i Gellerup om, hvordan man skal forholde sig til debatten.
Hvad er formålet?
Formålet med forløbet er, at den enkelte legeinstruktør skal blive opmærksom på sin personlige identitet, skal kunne gøre op med forestillingen omkring ”os og dem”, samt blive præsenteret for forskellige argumenter, der kan ruste dem til at være modstandsdygtige over for had og hverdagsracisme.
Forløbet har nu været i gang i et stykke tid, og deltagerne er blevet præsenteret for en række oplægsholdere, der fortalte om egne erfaringer og startede diskussioner blandt deltagerne, så de nu kan trække erfaringer fra forløbet.
”Det er gavnligt for de unge at sætte ord på hvad danskhed er, eller ikke er, så de kan udfordre de stereotype forestillinger, som bl.a. hersker i medierne,” siger Gihad Kaaouach, der arbejder for Fritidspatruljen.
Deltagerne skal i aften fredag se et teaterstykke, der tager centrale emner op om den interkulturelle samfundsdebat. Stykket hedder ”Habibi”, og handler om en dansk pige, der en morgen vågner op og kun kan tale arabisk. Nu bliver pigen udfordret så med nogle af de ting, som danskere med anden etnisk baggrund også kan blive udsat for.
Hele forløbet bliver afrundet med en evaluering fra forløbets deltagere.