Portrætserie med de frivillige i afdelingsbestyrelserne:
Et smukkere og bedre omtalt Gellerup. Det er noget, som en del mennesker er villige til at kæmpe for. Og nu, hvor Helhedsplanen er sat i værk, er man også godt på vej.
Én af dem, der rigtig gerne vil gøre Gellerupparken til et smukkere sted, er Youssef Abdul Kader.
Youssef er Gellerupparkens afdelingsbestyrelsesformand og vil gøre alt for, at Gellerup bliver et mere attraktivt område:
”Renovering og forbedring af Gellerups lejligheder, så de bliver attraktive at bo i, er en af mine vigtigste mærkesager. En af mine andre mærkesager er, at folk gider bo og få sig et job her.”
Yder sit bedste
Når han valgte at blive aktiv i afdelingsbestyrelsen, var det for at hjælpe sine medborgere i Gellerupparken. ”Noget af det vigtigste for mig er, at jeg yder mit bedste til gavn for de andre beboere her. Jeg vil gerne dele alle mine erfaringer til gavn for alle Gellerups beboere.”
Når man spørger Youssef om, hvordan Gellerup gerne må se ud om ti år, er han også ret klar i mælet: ”Godt og attraktivt sted at bo i, god omtale, bedre job muligheder for de lokale i Gellerup.”