Skoleleder Ahmad Moussa smiler lidt, da gellerup.nu spørger ham om reaktioner på, at S-formand Mette Frederiksen vil fratage alle muslimske friskoler deres statstilskud
"Det er jo ikke noget nyt. Sådan noget kommer frem hvert år fra skiftende politikere," bemærker skolelederen.
Han vil på et snarligt møde i Dansk Friskoleforening 28. august foreslå, at Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen inviteres ud til eksempelvis Lykkeskolen for at fortælle direkte, hvad det er hun mener de muslimske friskoler gør forkert.
Mette Frederiksens udfald blev udløst af flere sager på Nordvest Privatskole, hvor der blandt andet blev fundet jihad-materiale i skolens kopirum.
Ahmad Moussa:
"Alle skoler kan komme ud for sager med en lærer, der træder over stregen. Det har vi også haft, hvor jeg måtte bede en lærer forlade jobbet, da læreren udtalte sig dumt. Alle skoler må tage sagen direkte med lærere, hvis sådan noget sker. Men har ikke en sammenhæng med, om staten vil fratage statstilskuddet til muslimske friskoler. For vi har rettigheder som friskoler, og dem vil vi kæmpe for."
Han ønsker direkte kontakt med politikerne, som han godt kan mistanke for at have en anden dagsorden end den, de melder ud.
Særdeles positiv rapport:
I en direkte kontakt vil han også spørge politikerne, hvordan de ser på de meget positive tilsynsrapporter, der er kommet fra både den tidligere og den nye tilsynsførende for Lykkeskolen. Skolens nye tilsynsførende, som er udpeget af Aarhus Kommune, hedder Kurt Ernst, og han skrev i foråret blandt andet dette:
"Det har været en stor fornøjelse at få indtryk af en skole, der vedstår sig nogle særlige værdier og kulturforståelser – og vel at mærke uden at komme på kant med eller tilsidesætte bestemmelser og lovgrundlaget for en fri grundskoles virksomhed i Danmark. Det er en væsentlig del af den tilsynsførendes opgave at sikre, at skolens virksomhed og indhold – særskilt i en pædagogisk sammenhæng – kan måle sig med folkeskolens. Der er for mig ingen tvivl om, at dette er tilfældet."