Ved middagstid i dag havde der været flere vælgere i Globus1 for at stemme, end der var ved seneste kommunal- og regionsrådsvalg i 2013. 
Det KAN skyldes, at valgstederne i hele landet åbner en time tidligere, nemlig klokken 8.
Valgstyreformand i Globus1, Rabih Azad-Ahmad, har imidlertid en fornemmelse af, at det er en rigtig stigning i stemmeprocenten.
"Når jeg har været rundt og tale med folk, synes jeg, at interessen for at stemme er større i år. Jeg hører mange sige, at de vil gøre noget aktivt imod højredrejningen," siger formanden, som også er radikal spidskandidat ved valget.
Vi må se i aften kl. 20, om stemmeprocenten bliver højere end sidste gang – du kan påvirke procenten opad, hvis du er på vej  til Globus1 for at stemme!
Stemmeprocenten ved middagstid lå lidt højere end sidst. Holder det hele vejen?
Trofast mod partier
Et par ældre kvinder, vi mødte i Globus1, fortalte, at de altid stemmer, ja, det er nærmest en borgerpligt for dem. Det er noget man gør! De to veninder har ikke fulgt valgkampen så nøje, men har dog bemærket den megen snak, der har været om letbanen og busserne.
Der har for dem ikke været noget i valgkampen, der har fået dem til at ændre parti. Det parti, de har valgt ate stemme på hver især, har de stemt på i rigtig mange år.
En anden vælger, rumænske Florin Dimitriu, har derimod stemt for første gang. Han taler ikke så meget dansk endnu, men har dog fulgt lidt med i valgkampen i aviser og på nettet.
Stemmesedlerne til både kommunalvalg og regionsrådsvalg er lange og skal bukkes et par gange for at blive kastet ned i stemmeurnerne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.