Der er stadig udfordringer i form af uro og nogle negative unge mennesker, men generelt går det den rigtige vej med mindre kriminalitet i Gellerup.
Det var Lokalpolitiets overordnede melding til Samvirkets kvartalsmøde, som samlede næsten 50 deltagere. Politikommissær Jens Espensen var glad for, at flere af hans betjente er kommet hjem fra grænsebevogtningen sydpå, så puklen af sager er blevet mindre.
Brabrand-Banden skaber utryghed
Jens Espensen sagde, at Loyal To Familia-banden er svækket her i området. Men nogle af de bandemedlemmer, der har siddet i fængsel, er ude igen, og derfor må politiet ”lægge arm” med nogle af disse. Alligevel virker de svækkede, fordi de har problemer andre steder i landet.
Til gengæld virker Brabrand-Banden mere sammentømret nu, nævnte han også.
”Det arbejder vi med nu, og det kulminerede i fredags med, at nogle scootere og biler patruljerede og spurgte folk, hvad de lavede. Det skabte utryghed, og de skal slet ikke udspørge folk, for vi mener vi i politiet har monopol på at patruljere!”
Af samme grund er der i denne tid ekstra patruljer – dem fra politiet, altså – på gaden, så de kan reagere hurtigt. Espensen noterede sig, at det øjensynligt allerede har skabt mere ro.
12-18-årige fylder mere
Politikommissæren kunne også oplyse, at der arbejdes med en gruppe 12-18-årige, der fylder for meget i området. Politiet arbejder sammen med kommunen om at tage sig af den udfordring.
På Samvirkets møde kunne flere fortælle, at der er en gruppe på Toveshøj, som spreder utryghed. Nogle i gruppen er maskerede, og de bruger også hunde.
Jens Espensen opfordrede beboerne til at melde optrin til politiet. Det kan gøres anonymt, eller man kan vælge at informere afdelingsbestyrelsen.

84 køretøjer taget
Politiets færdselsindsatser fortsætter. Der er i år taget mange kørekort i den vestlige del af byen, men Espensen nævnte, at dette ikke altid afholder folk fra at køre bil.
Der er indtil nu konfiskeret 84 køretøjer – det er allerede over målet på 60 køretøjer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.