De kolde facts viser, at elever i Gellerup, Toveshøj og Ellekær klarer sig dårligere i skolen end i resten af byen.
Derfor er det store Gentænk-projekt sat i gang med det formål at løfte Vestbyens børn og unge markant. Det holdt næsten 100 fagfolk og beboere endnu et møde om torsdag aften på Tovshøjskolen.
Det er initiativfasen, der er i gang. Ud fra de mange-mange input fra torsdagens møde skal kommunens børn- og unge-afdeling komme med konkrete forslag, som til foråret skal i høringsfase og senere vedtages af byrådet.
Kun 20 procent af børnene fra Gellerup og Ellekær går i den lokale skole. Resten vælger skoler længere væk eller privatskole. Tovshøjskolen har kun 258 elever, mens Ellekærskolen har endnu færre, 223 elever.
Nogle frygter, at det kan betyde skolelukninger eller noget andet drastisk, men rådmand Bünyamin Simsek (V) sagde, at området har brug for en lokal skole. Og han understregede, at børnene og de unge gør, hvad de kan for at hænge i.
Mindre ordforråd
Men det er ikke i skolen, at problemet starter. Allerede før vuggestuealderen viser forskellene sig. Børn af forældre med ingen eller kort uddannelse har et mindre ordforråd end børn af højtuddannede forældre. 
Det var et af de dilemmaer, som mødedeltagerne blev bedt om at finde mulige løsninger på. Det foregik gruppevis, så gellerup.nu kan kun gengive, hvad der blev nævnt i en af de seks grupper.
Og der blev nævnt meget! Gruppen bestod af skolefolk, forældre, sundhedspleje, familiecenter, bydelsudvikling, dagtilbud og bydelsmor-repræsentant, samt denne journalist.
En rød tråd gennem hele snakken: Uden forældrenes aktive medvirken vil det ikke lykkes.
Sprog

  • Indsats for sprog gælder ikke kun børn, men i høj grad også de voksne
  • Inddrag biblioteker mere – gentag projekt Bogstart
  • Start i sundhedsplejen
  • Børn skal tidligere i vuggestue
  • Lær af Malmø: stor faglighed inden for grammatik og ordforråd
  • Resurseforløb for forældre
  • Skoleshoppere (dem, der flytter børn fra skole til skole) skal undgås – det er det lange forløb, der virker.
  • Drop busning af skolebørn – effekten er meget lille

Familien

  • Klare rammer og krav til forældrene: ‘Det forventer vi af jer og af jeres børn’ (lær af Søndervangskolen)
  • Læringsmiljø ind i hjemmet – tidlig indsats med sundhedsplejersker og pædagoger
  • Stil flere krav til forældrene – om nødvendigt med økonomiske sanktioner
  • Flere forløb for forældre (‘Familieiværksætteren’)
  • Gør nogle forældre til mentorer for andre forældre.
  • Brug skolebestyrelser og klasseråd (forældrerepræsenter i hver klasse) mere aktivt og gør dem stærkere.
  • Oversæt Forældreintra til flere sprog (det er Bydelsmødrene i gang med)
  • Der ventes mange tilflyttere til nybyggeri i både Gellerup og Bispehaven de kommende 10 år – vigtigt at inkludere dem i skole- og dagtilbud, så områderne ikke bliver opdelt mellem resursestærke og fattige.

Helhedssyn

  • Alt for mange sagsbehandlere til en enkelt familie, hvis den har flere "sager". Bedre med kun få kontaktpersoner, så man ikke spilder folks tid og kræfter
  • Kommunen er for opdelt i ‘søjler’. Lav i stedet tværgående indsatser for eksempelvis 0-6-årige børn, hvor sundhedsplejersker, pædagoger og familiecenter arbejder sammen.
  • Lær af Sundhedshuset og Væksthuset – de er bygget sammen, og sundhedsplejersker og pædagoger samarbejder bedre, end hvis de lå hver for sig.
  • Genopret Folkeinformation på Gellerup Bibliotek – de arbejdede med helhedssyn, så det var forkert at beskære dens opgaver.

Forventninger

  • Er lærere, pædagoger og sundhedspleje lullet ind i en "Nå, ja, sådan er Vestbybørn jo bare…"? Stiller vi de samme forventninger til dem som andre børn?
  • Bydelsmødre siger: Kom med klare meldinger til forældrene på, hvor deres børn står fagligt, så de kan være med til at "sætte ind"
  • Lær af London, der satte klare mål og forventninger til børnene. Det gav bonus, og nu er det meget attraktivt at være lærer i London. Men forvent ikke resultater på bare fire år – det tager 10 år.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.