Det er en af landets største pensionsselsskaber der vil investere 350 mio. kroner i nye boliger i Gellerupparken.
PKA hedder den nyeste investor i Gellerupparkens fremtid, der sammen med JCN Bolig skal renovere blok B7 og opføre ca. 190 nye boliger i såkaldt fortætningsbyggeri.
Fortætning går ud på at bygge mellem de eksisterende blokke, både for at kunne få flere boliger, men også skabe et andet miljø.
"Det er en robust investering, der både giver vores medlemmer et godt afkast, og vi er med at til understøtte udviklingen af området til en levende bydel med en større mangfoldighed af beboere og boligtyper af god kvalitet. Området har en attraktiv beliggenhed tæt på Aarhus centrum, og vi tror på, at flere investorer også får øjnene op for perspektiverne for Gellerup," siger Michael Nellemann Pedersen, investeringsdirektør i PKA i en pressemeddelelse.
"Ambitiøs" investering
Keld Laursen, administrerende direktør i Brabrand Boligforeninger kalder det "ambitiøst" at PKA investerer i Gellerupparken og udtaler yderligere:
"De ca. 190 nye familieboliger ligger i hjertet af området med direkte adgang til den store bypark, som står færdig i 2018 og den kommende Sport og Kulturcampus. Det er vigtigt, at investorer tror på visionen for bydelens udvikling – og det gør PKA, der med investeringen bekræfter, at udviklingen mod en attraktiv bydel er på rette vej. Investeringen er også med til at udvikle bydelen med forskellige kvarterer med hver deres særegenhed."
Borgmester Jacob Bundsgaard siger:
"Gellerup er en vigtig del af Aarhus, og derfor er udviklingen af bydelen afgørende for hele byen. Skal vi lykkes med udviklingen af Gellerup, er det afgørende, at både private og offentlige spillere tager et ansvar og byder ind. Derfor betyder det meget for os som by, at en stor privat investor ser potentialet i bydelsudviklingen i Gellerup og byder ind med et projekt, der vil give borgerne i Aarhus endnu flere boliger at vælge imellem."
Boligerne forventes at stå færdige i slutningen af 2020.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.