Her er en beboers mening om regeringens ghettoudspil. Holdingerne er skribentens egne.
Af Bodil Waldstrøm, folkepensionist, beboer i ”ghettoen” Toveshøj.
Så kom dagen endelig, hvor regeringens ghettoplan skulle offentliggøres. Dagene forinden havde de ladet enkeltvise elementer af planen dryppe via medierne. Så vi var forberedte på noget af det, der var i vente.
Pressemødet havde regeringen henlagt til Mjølnerparken i København, og som indledning spadserede statsministeren, ministre, sikkerhedsfolk, embedsfolk og medier (direkte transmission) langsomt gennem området, til de nåede indgangen. Her stod nogle demonstranter, der højlydt krævede ”Lighed for loven”, hvilket fik udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg helt op i det røde felt. Hun skrev senere på sin facebook-profil:
”Jeg har simpelthen aldrig kendt mage!! Da vi i formiddag præsenterede regeringens store ghettostrategi blev vi mødt af en flok demonstranter, der bla stod med skilte med skriften ‘Lighed for loven’. Men hvilken lov, spørger jeg bare? Problemet er jo, at vi har mennesker i Danmark, der hellere vil adlyde islams sharialov end vores danske grundlov. Folk der simpelthen ikke vil tage de danske værdier til sig. I ghettoerne er der alt for få, der arbejder, alt for mange der er kriminelle, og alt alt for mange der ikke engang kan tale dansk.”
Sådan kender vi tonen, og den er både frastødende, negativ og ødelæggende.
Statsministeren indledte pressemødet med otte ministre stående bagved sig. Dette var stort, forstod vi. Regeringen havde virkelig forberedt sig – gennem lang, lang tid.
Alle ministrene deltog i fremlæggelsen af planen, der var inddelt i fire hovedgrupper:
- De fysiske boligområder
- Styring af hvem der kan bo i udsatte boligområder
- Styrket politiindsats og højere straffe
- Børn og unge.
Der var i alt 22 delelementer. Jeg vil ikke komme ind på dem enkeltvis her, for jeg forudsætter, at de efterhånden er kendt af de fleste interesserede. Her vil jeg fremhæve, hvad jeg anser for særligt bemærkelsesværdigt:
Der er nogle positive delelementer, som f.eks. fokus på tidlig opsporing af udsatte børn, fokus på at børnene lærer dansk tidligt, bedre fordeling af elever på gymnasier, styrket politiindsats i områderne. Men til at løse problemerne vil regeringen benytte f.eks. sanktioner, stopprøver, straffe (bl.a. særlige strafzoner), bortfald af børnecheck. Og her står jeg helt af. Man burde fokusere på at satse på alle de forskellige fagligt uddannede personer, der allerede arbejder med beboerne i de udsatte områder. Giv dem ressourcer og mulighed for at styrke det arbejde, de allerede er involveret i og kender så godt. Spørg dem til råds om, hvad der vil virke, og bak dem positivt op.
Desuden har regeringen som mål, at der højst må være 40% almene boliger i et udsat område. Resten skal enten rives ned eller omdannes til private boliger. I mine øjne er det en slet skjult privatisering, der hermed lirkes ind ad bagdøren. Det huer mig ikke!
Jeg bryder mig heller ikke om, at staten skal kunne tvangsopløse boligafdelinger, der ikke skaber god boligbalance. Det skal styres, hvem der må flytte til områderne (f.eks. ikke modtagere af integrationsydelse), og hvem der skal væk derfra.
Regeringen afsætter 12 milliarder kroner til at gennemføre planen (2018-2030). Men hov, hvor kommer de penge lige fra! Fra Landsbyggefonden, som faktisk er lejernes penge. Det er fuldstændig uhørt. De penge skulle bl.a. være gået til fornyelse/renovering af de mange almene boliger, der findes over hele landet – også dem, der ikke er beliggende i udsatte områder.
Rent personligt vil jeg tilføje, at jeg indtil denne plan kom på banen har været meget glad for at bo i min gode lejlighed i Toveshøj. Jeg troede, jeg skulle blive her, til jeg enten skal på plejehjem eller dør. Det tror jeg ikke længere. Når de almene boliger kun må udgøre 40% af lejlighederne, vil jeg ikke satse på at kunne blive her, og jeg vil hellere selv finde noget andet at bo i, end at jeg skal tvangsforflyttes. Så jeg har allerede nu skrevet mig op på ventelister. Desværre er ventelisterne lange, og der er udsigt til, at jeg skal vente længe, selv om jeg har et lavt nummer (blev medlem 1974). Nogle af lejlighederne opgav jeg at blive skrevet op til, fordi der allerede står flere tusinde på venteliste. Jeg er 70 år nu, og jeg håber, jeg når at flytte, mens jeg endnu er rask og rørig og kan overskue det store arbejde og de store udgifter, der er forbundet med at flytte.
Mit problem er dog lille i forhold til det, mine medborgere af anden etnisk herkomst i landets ghettoer må leve med: Nedgøring, mistænkeliggørelse, udskældning, tvangsforflyttelse, sanktioner m.m.m.
Det sker desværre i Danmark, men ikke i mit navn!
