Containeren med det karakteristiske ord BLOCK har stået klar i flere måneder, og nu er de snart klar til at blive brugt til det de blev sat op for, nemlig en ungdomsklub med fokus på bevægelse.
Philip Mapeka og Mathias Poelman er to unge mænd der er vokset op med cirkus og bevægelse og nu gerne vil give deres begejstring videre til andre børn og unge.
Mathias har været på cirkusskole i to år i Holland og Philip er vokset op med børnecirkus i Odense før han flyttede til Aarhus og fortsatte i Cirkus Tværs.
Med sig har de 250.000 kroner om året fra Aarhus Kommune og en tilknyttet pædagog, så nu mangler de bare en masse motiverede børn og unge der har lyst til at have et sted at være, og samtidig kunne bevæge sig.
De tilbyder cirkus og jonglering, men også akrobatik, parkour, breakdance, teater og meget andet.
Mathias og Philip i klublokalet tilknyttet ungdomsklubben. Foto: Christian Andersen
Tilbuddet koster 75 kroner om året og er åbent for både piger og drenge fra 7. klasse op til 18 år. De holder åbent hver mandag og torsdag fra 18 til 21. Tilbuddet er åbent for alle i Aarhus.
I øjeblikket træner de nede i Cirkus Tværs’ lokaler på Gudrunsvej 78, men rykker op ved containerne så snart vejret bliver lidt bedre og rykker på det tidspunkt også åbningstiden til 17 til 20.
Du kan komme i kontakt med dem på blockcirkus@gmail.com og Facebook: BLOCK Ungdomsklub

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.