Palæstina Filmdage i Øst for Paradis – femte år i træk
Spillefilm og dokumentarfilm viser et andet billede af Palæstina, end mediernes fokus på krig, vold og politiske forviklinger, hvilket lige for tiden er tragisk aktuelt i Gaza. I biografmørket træder palæstinenserne frem på det store lærred som mennesker, der lever et liv med daglige problemer, med familie og børn, med drømme og håb for fremtiden. Ganske vist på baggrund af militær besættelse og deraf følgende vanskeligheder, men med menneskelig varme og indlevelse i fokus.
"Vi er utroligt glade for og stolte over, at vi for femte år i træk kan vise en række film, der fortæller om Palæstina og palæstinensere på en anden og langt mere nuanceret måde end avisoverskrifter og korte tv-indslag. De tidligere år har vi samlet et ret stort og virkelig mangfoldigt publikum, der har været meget glade for vores forestillinger,” siger Imad Kaaouach, Arabisk Dansk KulturHus, der arrangerer Palæstina Filmdage i samarbejde med Øst for Paradis, Opgang2 og Aarhus Filmværksted.
Palæstina Filmdage 2018 holdes i dagene 19.-22. april i Øst for Paradis.
Torsdag d. 19.4. kl. 19.00 åbnes med spillefilmen Wajib, der er et far-søn drama i forbindelse med et bryllup i familien. Forud for filmen er der taler af: Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, Palæstinas ambassadør i Danmark Mufeed M. Shami, TV-vært Joumana Al Shami og Jamal Hussein, der er rådgiver for det palæstinensiske selvstyre.
Filmen Wajib
Fredag d. 20.4. kl. 19.00 vises spillefilmen Oversized Coat, et filmisk mesterværk, der blotlægger palæstinensernes liv i perioden 1987-2011, gennem palæstinenseren Sami, fra han er barn.
Oversized Coat
Lørdag d. 21.4. kl. 16.30 vises en poetisk dokumentar af Søren Marcussen, om dansk-palæstinensiske Chadi Abdul Karims turné til Palæstina med teaterforestillingen 4EVER på arabisk.
Der vises også Coffee for all Nations, af Wafa Jamil, om Abed, der bor i en hule for at bevare sin jord. Forud for filmene er der taler af Søren Marcussen, Chadi Abdul Karim og Wafa Jamil.
4Ever
Søndag d. 22.4. kl. 16.30 når vi frem til dokumentaren Speed Sisters, om de dristige og frygtløse palæstinensiske kvinder, der kører racerløb. Her vises også In Between Wars, af Yara Porelo, om palæstinensere fra flygtningelejre i Syrien, nu igen tilbage i Libanon. Og der vises I’m Fine af Felipe Roa, om livet i en flygtningelejr i Ramallah. Filmen er blevet til i et frugtbart samarbejde mellem Aarhus Filmværksted og Filmlab Palestine i Ramallah. Der er taler af Yara Porelo og Felipe Roa.
Palæstina Filmdage støttes af Det Danske Filminstitut, Aarhus Kommune og Palæstina Kulturfond.
Mere info: http://paradisbio.dk/CustomPageViewer.aspx?urlId=444
Facebook:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.