Rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF), har reageret kraftigt på onsdagens historie om Lykkeskolens mulige lukning.

I en opdatering på sin Facebookside, skriver Thomas Medom blandt andet:
”Der er ingen børn i Aarhus, der skal undervises af lærere fra shariaråd, i redigerede biologibøger eller under kummerlige forhold i de praktiske og kreative fag. Jeg synes, det er glædeligt, at ministeriet nu er skredet til handling og viser konsekvensen af det skærpede tilsyn, skolen har været under. Det er et nødvendigt skridt, der er taget på baggrund af nogle forhold, der har været mistanke om længe."

Han skriver endvidere, at Aarhus Kommune vil tage godt imod de ca. 150 elever fra Lykkeskolen, hvis den ender med at lukke.
"Det vil være en svær og trist nyhed for eleverne, hvis deres skole lukker, og deres forældre skal vælge et nyt skoletilbud til dem. Vi både kan, skal og vil modtage eleverne, og vi vil selvfølgelig også tage hensyn til, at deres skoleskift vil ske på en tung baggrund,” slutter Thomas Medom i sin opdatering.

Lærer på skolen tager debatten
Hans Jørgen Vad, som selv i en årrække har været lærer på Lykkeskolen, har svaret på Thomas Medoms Facebookopslag. Han siger blandt andet, at ” De omtalte biologibøger (et par stykker) var kasserede og blev fundet på depotet. Da UVM- folkene (Undervisningsministeriet) SELV fik lov til at tjekke de bøger, som er i brug ude hos eleverne, fandt de ingen, som der var problemer med.
” Jeg får altid lidt myrekryb, når en skolelukning skal pakkes ind i et hensyn til børnene. For i hele området er det jo almindeligt kendt, at der i kommunen var et stærkt ønske om at få lukket skolen, da den ikke passer ind i helhedsplanen.”

Lidt støtte til skolen
Sent i går tikkede en pressemeddelelse ind på gellerup.nus mail. Den var fra Enhedslistens medlem af Aarhus Byråd Lone Norlander, som også sidder i Børn- og Ungeudvalget.
”Det er vigtigt at respektere den mangfoldighed, der er i undervisningen på landets friskoler," mener Enhedslisten i Aarhus Byråd.
Sagen om Lykkeskolen i Aarhus Vest har sat fokus på dette. Ministeriet har varslet, at det offentlige tilskud til skolen trækkes tilbage, mens lærere og ansatte har svaret, at de ikke genkender mediebilledet og dele af ministeriets rapport, ” udtaler Lone Norlander. 

Hun mener, det er for tidligt at komme med en sådan bombastisk udtalelse, indtil den endelige rapport, som forventes at komme den 21. juni, er færdig.  
”Hvis Lykkeskolen virkelig har overtrådt loven så alvorligt, at et mistet tilskud er velbegrundet, så er dette selvfølgelig på sin plads. Men lærernes og de ansattes udtalelser modsiger dette.

”Man skal altså huske på, at Lykkeskolen har ret til at give undervisning, der stemmer med skolens egen overbevisning. Det gælder også for friskoler, der f.eks. fokuserer på musik, på idræt eller på hvad som helst andet. Sådan er loven, og det skal respekteres” siger Lone Norlander.

Gellerup.nu har prøvet at kontakte formand for Børn- og Ungeudvalget Eva Borchorst Mejnertz (R), men det har ikke været muligt at få en kommentar fra hende på nuværende tidspunkt.

Se udtalelse fra Thomas Medom på Facebook og følg debatten

Se udtalelse fra Enhedslisten (på Facebook)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.