En dag så Ester Nielsen et opslag på Facebook, hvor DR søgte personer som ville flytte til Gellerup og bo der i 180 dage. Da Ester læste de negative kommentarer om Gellerup, fik hun lyst til at flytte dertil og opleve bydelen på egen krop.
”Jeg ville aldrig flytte til Gellerup, om jeg så fik en million!”, var en af de mange negative kommentarer der blev skrevet på Facebook, da DR søgte deltagere til deres TV-program. Ester har aldrig været typen som lader sig skræmme – tværtimod. Hun blev mere motiveret i forhold til at prøve det, som andre ikke turde. Hun takkede ja til tilbuddet.
Ester kommer oprindeligt fra Skjern i Vestjylland, hvor hun er vokset op på en gård. Hendes far var landmand, og de havde en stille tilværelse i landsbyen, hvor alle kendte alle. ”Jeg kommer fra et lille samfund, hvor man hurtigt bliver sat i boks. Nårh, du er datter af den og den, så må du være på denne måde.., lød kommentarerne ofte,” fortæller Ester.
Da Ester senere flyttede til København og begyndte at arbejde på et vandrehjem, mødte hun sit livs største kærlighed. En dag kom der en mand ind ad døren, som havde erobret hele Europa på sin motorcykel. Den dag havde han haft et uheld i Sverige, og motorcyklen kunne ikke køre videre. Han hed Regino Romo og var mexicaner. Det viste sig at de skulle blive kolleger og senere hen mand og kone.
“Prøv at forestille dig, at du som dansker blev tvunget til at flygte til et fremmed land. Og man krævede af dig, at du skulle lære sproget hurtigt. Og at du ikke ville få noget at leve for, så længe du ikke kunne sproget på et godt niveau”, siger Ester. Hun har sat sig for at lære et nyt sprog for at teste, om det overhovedet er muligt selv at leve op til det krav, som hun mener, man stiller udlændinge.
– Var det erfaringen med at bo i Mexico, der gjorde, at du turde flytte til Gellerup?
”Jeg har lidt den opfattelse, at selvom man kalder Gellerup en ghetto og har hørt dårlige historier fra medierne, så er jeg klar over, at et sted hvor der bor så fantastisk mange mennesker, er det måske kun én procent, man hører om i medierne”, svarer Ester. Hun mener, at alle de andre, som bor i området, er almindelige familier, som lever deres liv, samt børnefamilier som har travlt med deres arbejde og uddannelse”.
Esters lejlighed bærer præg af de mange år hun har boet i Mexico med de mange glade minder fra fortiden. – Føler du dig ekstra udsat fordi du bor i Gellerup som etnisk dansker?
”Der har ikke været noget, som har gjort mig utryg. Overhovedet ikke. Jeg handler også ind om aftenen, men går ikke så meget ud for tiden, fordi vejret er så dårligt”, svarer Ester. Hun ved dog ikke hvordan det vil være om sommeren.
Under samtalen kommer Ester dog i tanke om noget der går hende på. Hun fortæller, at der er en udfordringen med skrald i området. Hun har bemærket, at der ligger cigaretskodder alle vegne i Gellerup. Og at man smider affald i naturen.
”Der er nogle som kører lidt for stærkt rundt om hjørnerne. Og så ligger der meget skrald rundt om den nye flotte sø, som ligger lige ude foran, hvor jeg bor. Hvis man må kalde det det, så skal man ikke skide i egen rede. Hvis man på en eller anden måde kunne sætte folk i gang med at samle cigaretskodder og skrald op, og give dem gevinster, ville det være godt. Det er sådan set det eneste jeg har oplevet som noget negativt”, fortæller Ester.
Jeg har en fantastisk udsigt! Og jeg kan godt lide at der er blevet større åbne pladser. Og at man har lavet grønne områder. Også elsker jeg Bazar Vest! Jeg elsker de unikke frugter, de har. Og så kan jeg godt lide deres falafler. Så når jeg ikke gider at lave forkost, så går jeg en tur til bazaren og køber en falafel, fortæller Ester.
Hun fortæller også, at den internationale beboersammensætning gør, at hun føler, hun kan være sig selv: ”Jeg kommer fra landet, hvor man hurtigt bliver sat i bås. Men her, fordi der er så mange forskellige, så giver det én frihed til at være, som man har lyst. Jeg føler det også lidt som en form for familie. Fordi jeg har egentlig indtryk af, at folk kommer hinanden mere ved i Gellerup end dem i centrum af Aarhus. Jeg tror, der er større risiko for at blive isoleret i centrum end her. Fordi der er så mange fælles aktiviteter her i Gellerup”, siger Ester.
Ester har vænnet sig så meget til sit nye kvarter, at hun har planer om at sælge sit hus i Skjern og blive permanent boende i Gellerup. Lige nu er det DR, som betaler huslejen for hendes nyrenoverede lejlighed ved den nye gyldne port på Gudrunsvej.