I fredags genåbnede Gellerup Museum efter næsten tre års nedlukning. Aarhus Byråd er klar til at betale huslejen på knap 120.000,- årligt, og gæster fra nær og fjern kan igen blive klogere på Gellerups godt 50-årige historie – og nyde den fantastiske udsigt fra ”Danmarks højest beliggende museum”.

Den røde løber var rullet ud, og gæsterne blev budt velkommen med flag, kaffe og frisk-sammenlagte lagkager. Det var en festdag på Gellerup Museum.

På 6. etage på Gudrunsvej kan du nu igen komme omkring 50 år tilbage i tiden og opleve en rigtig Gellerup-lejlighed, indrettet nogenlunde som den så ud i 1970´erne, da Gellerupparken lige var blev indviet.

Du kan drikke kaffe ved kakkelbordet, se dig omkring i 70´er-stuen og gå på opdagelse i de forskellige udstillinger. Her ved genåbningen byder Gellerup Museum på hele tre udstillinger:

  • En opdateret udstilling om den kommende helhedsplan, der igen vil forandre store dele af Gellerup
  • 50-års jubilæumsudstillingen for Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladet
  • En særudstilling skabt af Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, som fremover vil have et fast udstillingsrum i lejligheden.

Det myldrede ind med gæster på Gellerup Museum, der fredag blev genåbnet.

Og så kan du ikke mindst nyde den fabelagtige udsigt til begge sider fra toppen af Gudrunsvej: Mod øst, ind over Aarhus og ud over Aarhusbugten. Og mod vest ned over byparken Joops Have og de mange øvrige forandringer, der allerede er gennemført – og ud over hele Aarhus Ådal.

”Det vigtigste for os har været at få museet opdateret, så det fremstår indbydende og giver et interessant billede af Gellerupparken tilbage til 1970´erne, hvor det blev bygget,” siger formanden for Gellerup Museums Venner, Anett S. Christiansen.

Under arbejdet har museet fået hjælp og rådgivning af fagfolkene i Den Gamle By.

Aarhus Kommune betaler huslejen
Som så ofte før har det været penge, der har spillet en afgørende rolle i Gellerup Museums nedlukning. Tidligere har huslejen til Brabrand Boligforening i en periode været betalt af Aarhus Kommunes kommunikationsmidler i Gellerup, men det var pludselig ikke længere muligt.

Men politikerne i Aarhus Byråd besluttede ved budgetforliget i 2020 at yde tilskud til museet igen – under forudsætning af, at beboerne i Gellerupparken stemte ja til den nye helhedsplan.

Det gjorde beboerne ikke – men Brabrand Boligforenings repræsentantskab stemte planen igennem. Og nu få Gellerup Museum omsider penge til at fortsætte. Det drejer sig om cirka 120.000 kr. om året.

Rundvisere siden 2010
Det betyder fast søndagsåbent med jævne mellemrum, hvor du kan kigge forbi til en hyggelig kop eftermiddagskaffe og snak om før og nu i Gellerup. Men Gellerup Museum vil nu også igen tage imod skoleklasser og studerende og andre, som ønsker at vide mere om Gellerup.

Elsebeth Frederiksen viser her en af museets attraktioner – en fin udstilling af t-shirts fra de talrige events i Gellerupparken gennem 50 år.

Allerede på søndag og i næste uge inviterer Gellerup Museum til besøg i museet og en gåtur i området under overskriften ”Bag om blokken – Vandrehistorier fra Gellerup”.

Det er de frivillige ildsjæle bag Gellerup Museums Venner, som inviterer alle interesserede på besøg. Mange af dem har været med, siden museet åbnede i 2010, og har besluttet at genoplive det rundvisningskorps, der gennem årene har fortalt om Gellerup til tusindvis af besøgende og i 2013-2014 modtog Justitsministeriets Kriminalpræventive Pris 2014.

Særudstilling med Tine Hind
Som nævnt har Gellerup Museum etableret et tæt samarbejde med Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, der løbende vil vise forskellieg udstillinger i lejligheden. Desuden bliver der et samarbejde med kommunikations-indsatsen i Information Vest om den helt aktuelle udvikling i området.

Desuden er en række andre aftaler på plads. I Brabrand Kulturuge inviterer Gellerup Museum til en særudstilling med billedkunstneren Tine Hind, som bor i Gellerup. Hendes billeder bliver hængt op i stuen, og hun vil møde op til to workshops og et foredrag.

Søndag d. 28. august kl. 15.00 og onsdag d. 31. august kl. 16.00 inviterer Gellerup Museum til ”Bag om blokken – vandrehistorier fra Gellerup”. Turen begynder i Gellerup Museum på Gudrunsvej 16, 6. th., hvorfra ruten går ud området. Læs mere her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.