To containere er blevet forvandlet til et kontor og værksted lige uden for iværksætterhuset Square One i Gellerup. Det er foreningen Verdenshaverne som skal bruge dem som base for deres arbejde i de grønne områder.

Falafel uden krydderier. Eller hummus uden tahin. Det ville være rimelig kedeligt. Sådan er det også med Verdenshaverne. Gellerup og Toveshøj uden Verdenshaverne ville være et trist syn. De er nemlig med til at pryde mange grønne områder med de flotteste blomster.

De holder tit til i Toveshøjhaven i Hasle bakker eller foran beboerhuset “Laden”. De skaber små oaser, lægger forårsløg og passer krydderurter i kummer. Til glæde for både beboere og bier.

Genbrug til gavn for Gellerup
Beboerhuset ”Laden” skal snart renoveres. Derfor er der en del ting som skal skrottes. Verdenshaverne har fået øje på nogle ting som vil kunne genbruges i et projekt.

Foreningen Verdenshaverne og Det boligsociale hus er nemlig i gang med et beskæftigelsesprojekt, hvor de omdanner to containere sammen med nogle unge fra området. De skal bruges af Verdenshaverne og naturteamet i det boligsociale samt til andre gode ideer.

Lars Skydsgaard fra Verdenshaverne og Kim Thomsen fra Det boligsociale hus står for indretningen af containerne. De har valgt at genbruge en del af de ting der bliver smidt ud af ”Laden” på grund af renoveringen.

De er guld værd – og så er det ”bæredygtigt”. Den sidste ting man har genbrugt er det gamle køkkenbord af stål. ”Den skal bare skæres ud, så vi kan bruge vasken og dele af stålbordet inde i containeren. Det klarer vi med en vinkelsliber,” siger Lars Skydsgaard.

Hylder i metal sættes sammen og bliver til slagbænke, karme bliver til hylder, lister bliver brugt til skydedøre i den store container og køkkenelementer på første sal har fået nyt liv i den lille container.

En af de mere sjove detaljer er den store flotte trækasse med flotte stempler på fra ”Cafe Europa”, som blev til overs efter at deres store kafferister blev taget i brug. Den er i dag kommet op som væg i den store container og dele af den bliver brugt som skydedør.


Kafferisterens trækasse har forvandlet sig til en flot redskabsvæg i containeren.

Kigger du godt på vinduerne i den store container, er disse også genbrug. Det er glas som er blevet brugt til udstilling af et ur.  Nu er glasset blevet til nye flotte vinduer i arbejdscontaineren.


Det ene af vinduerne med det genbrugte glas ses her.

De to containere kommer til at stå bag Yggdrasil – Det boligsociale hus ved den gamle legeplads. Her bliver de placeret engang til efteråret.

Kom forbi og se de flot indrettede containere. Der er åbent hver dag – mandag til fredag.
Læs mere om Verdenshaverne her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.