Tre unge kvinder fra forskellige dele af Brabrand har fundet sammen om at bidrage til at skabe en bedre samtale-kultur. De er værter for kurset ”Tør du tale om tro?”, der ved hjælp af øvelser skal lære deltagerne at turde gå ind i samtaler om det, vi tror på.
”Vi lever jo i et mangfoldigt samfund. Jeg oplever, at mange har lyst til at snakke med hinanden om det, de tror på, men det kan være svært at tage det første skridt.”
Det siger Laura Bjørg Petersen, som er gået sammen med Ida Folmersen og Shaymaa om kurset ”Tør du tale om tro?”, der skal give deltagerne erfaring og redskaber til at gå i dialog med andre om tro.
Vi tror alle sammen på et eller andet. En religion, en filosofi eller en sag, der fylder og former vores liv. Alle er velkomne til at komme og være en del af kurset, siger de.
Laura Bjørg Petersen er uddannet teolog og er nu i gang med en Ph.d. ved Aarhus Universitet. Hun har tidligere boet i Gellerupparken og bor nu på Hvedebjergvej. Shaymaa er nyuddannet kulturformidler og frivillig rundviser i Fredens Moské.
De er alle tre med i en gruppe af unge kvinder, som jævnligt mødes og taler med hinanden om tro på tværs af Biblen, Toraen og Koranen. Men de understreger, at kurset bestemt ikke handler om at skulle være skarp på skriftstederne.
”Det handler overhovedet ikke om det. Afsættet er, at vi er mennesker, der lever vores liv, hvor forskellige former for tro måske spiller en rolle. Vi ønsker at få sat de ting i spil og blive klogere på hinanden,” forklarer de.
Samtale med åbenhed, tillid og nysgerrighed
Shaymaa understreger, at man på ingen måde skal repræsentere sin tro. Man møder bare op som den person, man er.
”Det er vigtigt, at vi kun repræsenterer os selv og mødes som mennesker én-til-én. Jeg oplever, at det gør samtalen mere behagelig udelukkende at tage udgangspunkt i min egen tilgang til religionen,” siger hun.
De understreger begge, at de definerer dialog som en anden samtaleform end diskussion eller debat. Formålet er ikke at ændre den andens holdninger, men at lytte for at forsøge at forstå den anden person. Man går ind i dialogen med åbenhed, tillid, nysgerrighed og giver hinanden taletid og plads.
”Man kan let komme til at undervurdere dialogens betydning. Samtalen og spørgsmålene gør os rigere og giver os viden om den anden som person.”
Mangfoldighed kan være en stor styrke
”Tør du tale om tro?” er blot et af en række projekter, som Fredens Moské og Gellerup Kirke i en årrække har samarbejdet om. De to aktører arbejder også sammen i Gellerup-området på en række andre områder.
Blandt andet deltog repræsentanter for både kirken og moskéen i en studietur til Libanon i 2019, hvor de sammen oplevede, hvordan dialog dér er en simpel forudsætning for, at forskellige trosretninger kan leve fredeligt side om side.
I Gellerup beskriver Laura Bjørg Petersen udfordringen sådan her:
”I lokalområdet bor vi dør om dør og deler på mange måder liv med hinanden, selvom vi i udgangspunktet er forskellige. Vi tror, at den mangfoldighed kan være en stor styrke, men selvfølgelig kan vi alle blive bedre til at gå i dialog med hinanden.”
Shaymaa fortæller om en oplevelse hun havde i september til et foredrag i Gellerup Kirke. Her hørte hun andre fremmødte sige, at det var dejligt at se, at en fjerdedel af tilhørerne havde muslimsk baggrund, selvom det foregik i Gellerup Kirke. Men for Shaymaa er det at være sammen ikke længere et mål i sig selv:
”Måske er det bare blevet så normalt for mig, at vi er blandede til masser af arrangementer. Men for mig er det ikke nok, at vi kan være sammen. Vi skal også blive bedre til at tale sammen.”
Ok at tale forskellene op
Trosdialog i Gellerup foregår på skift i moskéen og i Gellerup Kirke, og det er helt bevidst, at de tre kvinder alle er aktive i undervisningen begge steder.
”Man søger ofte at skabe neutrale rammer for samtaler om tro for ikke at støde nogen. Men her er vi helt bevidste om, at vi har forskellig tro, og det er helt ok at tale forskellene mellem religionerne op. Så et muslimsk bederum kan for eksempel sagtens være rammen om en samtale på tværs,” forklarer hun.
Man skal turde tale om tro
Kurset d. 29. oktober er det andet af tre, men de understreger begge, at man sagtens kan være med, selvom man ikke deltog i den første samling i foråret.
Da mødte cirka 30 op – en meget blandet forsamling af folk med meget forskellige overbevisninger – også personer uden tilknytning til en specifik religion, men som var interesseret i at deltage i dialogen.
”Alle er velkomne – vi håber bare, at der kommer nogen med mod på at sætte sig selv lidt i spil. Man skal turde tale om trosspørgsmål ved at være interesseret i at kommunikere og lytte til andre. ”
”Tør du tale om tro?” er baseret på kurset Dialogpiloterne, der er blevet afviklet mange gange tidligere både lokalt og på landsplan og er baseret på øvelser og andet materiale udviklet af Danmissions ”Tro i Dialog”.
29. oktober kl. 19.00-21.30 i Gellerup Kirke: Tør du tale om tro – den ydre og indre dialog.
30. november kl. 19.00-21.30 i Fredens Moské: Tør du tale om tro – de store spørgsmål og de mange svar.