Regeringen landede mandag eftermiddag en aftale i Folketinget der sikrer, at infrastrukturen i blandt andet Aarhus Vest kommer til at blive betydeligt forbedret. Det betyder, at der kommer til at være en togstation i Brabrand og at der også er afsat midler til en letbane til Gellerup.

Som en del af regeringens nye infrastrukturaftale får Aarhus og Østjylland 9,7 milliarder til ni forskellige projekter. For Aarhus Vest kommer det til at betyde, at letbanens etape fra Aarhus Ø til Brabrand nu er finansieret. Endvidere er der afsat 100 millioner kroner til en station i Brabrand.

Ifølge Camilla Fabricius, medlem af Folketinget (S), kommer aftalen til at binde byen bedre sammen: “Aftalen er et tiltrængt løft af Aarhus Vest, som nu kommer til at hænge godt sammen, ” udtaler hun i en pressemeddelelse.

Hun udtrykker især en glæde over, at Folketingspolitikerne har prioriteret Gellerup og Brabrand i aftalen. Hun mener, at investeringen vil gavne området, fordi kollektivtrafikken bliver godt benyttet i Gellerup og derfor vil være tiltrængt med en udbyggelse.

 

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.