På årsmødet i Samvirket for Gellerup og Toveshøj tirsdag eftermiddag blev hele to lokale ildsjæle hyldet for deres store engagement i lokalområdet. Elsebeth Frederiksen og Chadi Ali Kayed fik overrakt ildsjæleprisen for 2020 og 2021.

Corona-nedlukningen betød, at det sidste år ikke var muligt at afholde årsmødet i Samvirket, og derfor var der en ekstra ildsjæle-pris til uddeling til årsmødet på Fredspladsen. Der var dog mange indstillinger til de to priser, så konkurrencen om prisen var også i år skarp. Det endte dog med, at priserne gik til redaktør på Skræppebladet Elsebeth Frederiksen og Chadi Ali Kayed, som i en årrække har været en central person i Gellerupparken.

Her får du et overblik over alle de nominerede og et udpluk af, hvad der blev skrevet om dem i indstillingerne.

Chadi Ali Kayed
Jeg ville gerne nominere Chadi Ali Kayed. Netop fordi han altid har været der for Brabrand. Jeg skulle engang vises rundt, og jeg havde ingen spørgsmål til sidst, da de alle var blevet besvaret. Han havde en god service med sig og var smilende hele vejen. Han har altid hjulpet enhver person på vejen, som havde brug for hjælp til det mindste. Han har udført mange opgaver, som har gjort gavn for beboerne i Gellerupparken.

Chadi har et stort hjerte, og siger ja til alt for at hjælpe de svage i samfundet.

I coronatiden har Chadi leveret en enorm frivillig indsats som frivillig corona-guide – fra tidlig morgen til sen aften, i weekender og i ferier. Han har hjulpet med at oversætte, vejlede og koordinerer, og han sørgede for, at de, som stod i køen til en test, havde det godt.

Vi kender Chadi som brobyggeren over alle brobyggere. Han formår virkelig at snakke med alle mennesker, at invitere ind i Gellerup og få folk til at føle, at de hører til og føle sig hjemme her.

Elsebeth Frederiksen
Elsebeths utrættelige og dygtige arbejde for Skræppebladet fortjener anerkendelse. I en årrække har hun sørget for med vedholdenhed og grundighed at levere journalistik af høj kvalitet om Gellerup-området og de mennesker, som bor her.

Hun følger opmærksomt med i småt og stort i lokalområdet og har øje for, når begivenheder og forløb kan blive til interessante historier om Gellerups liv og udvikling. Uden hendes og den øvrige redaktions arbejde var Gellerup næppe det samme levende lokalsamfund, som det er i dag.

Allan Fisker
Allan er kendt udover 8220. Alle kender Allan, der altid kommer cyklende; tit med et højt læs på cyklen, altid er i godt humør, fløjter en melodi og altid parat til at fortælle en historie om dengang …

Allan er altid parat til at rykke ud og hente ting, men også parat til at hjælpe personer eller familier i nød. Intet er for småt, om det er de små ting i hverdagen som kridt, bøger til børnene, eller møbler til familier som mangler.

Allan er på sin måde helt sin egen og har i rigtigt mange år været en del af Gellerup og omegn, hvor han har brugt hele dage og sommetider nætter på at pakke ting til børnehjem; alt fra tøj, tæpper, legetøj med mere. Det er ikke så lidt der er blevet sendt af nødhjælp i årenes løb til forskellige steder i verden.

Younis Minimarked Mohammed Younis
Du er altid velkommen hos Younis Minimarked, uanset om du er kvinde, mand, ung eller ældre om du er 2 g’er eller ikke. Du får altid en kyndig betjening. Mohammed har altid frisk og indbydende frugt og grønt, man blir glad i hjertet over at se det.

Han er bare det mest serviceminded menneske, han er så god til at tale med alle og enhver. han har skabt noget ekstraordinært i er lidt belastet område. Han er altid på vagt, når der er problemer, og er god til at løse konflikterne blandt unge og lidt ældre.

Peter Kjellerup
Peter laver en brav indsats som lektiehjælper i Tusindfryd på biblioteket og rundt på skolerne. Og han har også en enkel privatelev. Og så sidder han med i Fællesrådet, hvor igennem han er medlem af Tryghedsnetværket. Og så er han fast kustode på Gellerup Museum og kan fortælle om Gellerup helt tilbage fra 70’erne. Han er god til at tegne og ekspert på grev Dracula og Transsylvanien – hvilket skoleeleverne elskede ham…. Og så er han også bogbinder!

Shadi Abbas
Han har det seneste års tid brugt sit netværk til at skaffe over 100 unge job specielt i Gellerup. Min kandidat har fortjent den pris fordi han gør så meget for sit område. Jeg har aldrig mødt en person, som gør og brænder så meget for de unge. og det har han gang på gang bevist via handling. Shadi har haft en rodet fortid men har kæmpet sig ud af det dårlig miljø og dedikeret sit liv for at gør en forskel for andre.

Helle Hansen
Vi møder Helle OVER ALT! Helle har ikke bare en finger med i spillet i alle sammenhænge – hun er oftest primus motor. Helle sidder i diverse bestyrelser for alt fra beboerrepræsentation over grønærthaver til gavlmaleri, og giver en hånd med til/deltager i stort set alle aktiviteter i området, udover dem, hun selv stabler på benene. Hun promoverer alle begivenheder, og spreder information om alt. Både på facebook og via papirbreve i vores postkasser. For mig personligt har Helle gjort en kæmpe forskel, da jeg flyttede ind under den store corona-nedlukning i april 2020.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.