Til sommer flytter specialskolen Stensagerskolen til Janesvej, hvor den tidligere Tovshøjskolen i øjeblikket bliver renoveret. Med en bevilling på knap 5,5 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond, kan skolen nu realisere indretningskonceptet “Ud-af-boksen”.
For at skabe gode fysiske rammer for elevernes trivsel og læring, ønsker Stensagerskolen at indrette skolen efter et nyudviklet koncept kaldet ”Ud-af-boksen”. Konceptet skal sikre, at de fysiske rammer understøtter det pædagogiske arbejde med eleverne, og skal give eleverne mulighed for at deltage på kanten, parallelt og på afstand.
Det kan nu realiseres ved hjælp af en millionbevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond.
”Alle elever i Aarhus Kommune skal have en god skolehverdag. Derfor er jeg rigtig glad for, at Den A.P. Møllerske Støttefond har besluttet at støtte vores arbejde for at skabe gode vilkår for elever med særlige udfordringer. Donationen hjælper til, at vi kan give eleverne på Stensagerskolen de fysiske omgivelser, de har behov for,” siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune.
Med konceptet ”Ud-af-boksen” indrettes Stensagerskolen med små afskærmede rum. Det giver eleverne mulighed for at trække sig fra de andre elever, så de ikke bliver overstimulerede og stressede. På den måde, kan de deltage i undervisningen på egne præmisser. Noget som også kommer medarbejderne på skolen til gode, da de fysiske rammer understøtter det pædagogiske arbejde med eleverne.
”Jeg er utrolig glad for, at vi nu får mulighed for at give eleverne de fysiske rammer, som vi ved spiller så stor en rolle for deres trivsel og mulighed for læring. At eleverne har mindre rum, de kan trække sig tilbage til, men stadig være en del af fællesskabet, er afgørende for, at vi kan tilbyde dem en god og meningsfuld undervisning,” siger skoleleder på Stensagerskolen, Susanne Vestergaard Hjermitslev.
Hun forventer at indretningen efter konceptet ”Ud-af-boksen” vil nedbringe elevernes stressniveau og antallet af konflikter i hverdagen. Konceptet er udviklet af Stensagerskolen i samarbejde med arkitekter fra tegnestuen RUM.
Stensagerskolen og afdeling Skovhøj fra dagtilbuddet Skovbrynet flytter sammen i det specialpædagogiske miljø, der skal rumme 270 børn og unge med særlige behov til sommer.
Anlægssummen er ca. 121 mio. kr. Finansieringen er tidligere bevilget af byrådet til flytning af Stensagerskolen, og hertil kommer penge til overholdelse af pasningsgarantien i Aarhus Kommune.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Børn og Unge.