43-årige Louise Buch Viftrup er ansat som ny boligsocial leder i Brabrand Boligforening med virkning fra den 8. august. Hun kommer fra en stilling som funktionschef i Boligsocialnet i Boligselskabernes Landsforening, BL.

En ny boligsocial helhedsplan for Gellerup og Toveshøj er vedtaget og træder i kraft til august. Næsten samtidig tiltræder Louise Buch Viftrup på posten som boligsocial leder. Hun afløser Jesper Kurdahl Larsen, som sagde sit job op her i foråret.

Den nye boligsociale chef har et indgående kendskab til det boligsociale felt indefra, både fra sit arbejde i BL og fra en tidligere stilling som leder af lokale boligsociale indsatser i Skanderborg.

Og så kender hun Gellerup og Toveshøj fra sit engagement i civilsamfunds-organisationer med virke i området. Blandt andet har hun været formand for menighedsrådet i Gellerup Kirke.

”Louise kommer med et virkelig stærkt sæt af erfaringer, både som leder og med opstart af boligsociale indsatser. Og så har hun bred organisatorisk erfaring, som jeg er sikker på vil komme lokalområdet til gode,” siger direktør i Brabrand Boligforening, Kristian Würtz.

Han fremhæver samtidig Jesper Kurdahls Larsens indsats som leder af den boligsociale helhedsplan, der snart udløber.

”Vi står stærkt med det boligsociale arbejde, der allerede er udført i Gellerup og Toveshøj. Vi kan se en positiv social udvikling i boligområdet på mange parametre. Jeg tror Louise med de kompetencer hun har – og med et stærkt hold af medarbejdere – vil kunne fortsætte den udvikling.”

Praktiske og strategiske erfaringer
Kristian Würtz nævner, at den boligsociale helhedsplan i Gellerup og Toveshøj forholdsmæssigt er blandt de større i Danmark med mange medarbejdere og et stort antal samarbejdspartnere. Han glæder sig derfor over, at den nye boligsociale chef både har erfaringer på et praktisk og et mere strategisk niveau.

Louise Buch Viftrup har varetaget den daglige ledelse af Boligsocialnet, hvor der er 4 medarbejdere i BL og én medarbejder i KL. Desuden har hun planlagt og afholdt netværksmøder, seminarer, kurser og konferencer for især bestyrelser og ledere af boligsociale indsatser.

Hun har desuden tidligere arbejdet med lokalsamfundsopbygning, projektstyring og interkulturel dialog. Hun er uddannet cand.theol. og har en diplom i ledelse. Hun er 43 år og bor i Aarhus med sin mand og deres 3 børn.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.