Klubberne i Gellerup flyttede i begyndelsen af året nogle hundrede meter længere mod nord – til Tousgården, der tidligere rummede Foreningernes Hus. Forleden inviterede ungdoms- og fritidsklubben til indvielse af de nye midlertidige lokaler.
Hidtil har klubberne holdt til på sydsiden af kunstgræsbanen midt i Gellerup, men her skal bygningerne inden længe rives ned for at give plads til udskolingsafdelingen af den kommende nye skole. Når den nye skole står klar i 2025, rykker klubberne fast ind dér.
Der var lækker mad, rundvisninger og en glad stemning, da Klubberne i Gellerup åbnede dørene – og forældre, lokale ildsjæle og medarbejdere i området dukkede op for at se de nye rammer.
Hvis man tænkte, at lokalerne på Gudrunsvej 10A bare var en slags nødløsning, mens alle venter på den nye skole, blev man sikkert positivt overrasket over at træde ind i de store lyse lokaler, der tydeligvis er blevet grundigt renoveret.
Gellerup.nu fik en rundvisning af 14-årige Ali, som er en af de faste brugere af ungdomsklubben. Her kommer han fast mindst to gange om ugen og spiller bordtennis og pool. Det er her, han mødes med venner og familiemedlemmer. Han kender tydeligvis stort set alle og færdes fuldstændig hjemmevant i de nye lokaler.
”Det er blevet rigtig fint. Det er større, her er mere plads, end der var før, og mange flere kommer og bruger ungdomsklubben. Jeg plejede ikke selv at komme her så tit, men nu kommer jeg fast et par gange om ugen,” fortalte han.
Mens han sammen med de andre i ungdomsklubben, der går op til 18 år, holder til i den ene ende af bygningen, har fritidsklubben til huse i den anden ende. Her kommer man, når man går i 4.-6. klasse. Men der er tydeligvis ingen skarp overgang mellem de to afdelinger.
Også daglig leder af Klubberne i Gellerup, Mohamed Ibrahim er glad og stolt over de nye lokaler:
”Vi er mere samlede nu under samme tag. Det gør det blandt andet lettere for os at støtte hinanden på tværs, uanset om man er i fritidsklubben eller ungdomsklubben,” sagde han.
”Nu skal vi alle sammen have lidt mere tid og ro til at finde os tilpas her efter flytningen,” sagde Mohamed Ibrahim, som kun ærgrer sig over, at der er blevet længere afstand til fodboldbanen, som mange af de unge bruger.
Klubberne i Gellerup har 135 medlemmer, hvoraf mange kommer næsten hver dag i åbningstiden.