Lørdag var en festdag for Brabrand Boligforening, der fejrede 75 års jubilæum. Men i lige så høj grad var det en festdag for fællesskaberne, foreningslivet og de mange frivillige ildsjæle, der står for aktiviteter i de mange boligområder, hvor boligforeningen i dag har afdelinger.
Beboerhuset Laden på Edwin Rahrs Vej er bygget til at huse store fester. Men alligevel var tilstrømningen lørdag eftermiddag ved at sprænge alle rammer.
Børn og voksne – især fra nærområdet men også fra Brabrand Boligforenings andre afdelinger – kom til Laden for at hygge sig, drikke kaffe, spise popcorn og kage og blive underholdt af det omfattende program, boligforeningen havde lagt på dagen.
Da den lokale tryllekunstner m.m.m. Jesper Grønkjær fra Helenelyst gik på scenen med sit trylle-udstyr, ballondyr og endda en levende hvid tryllekanin, var den store sal fyldt til sidste plads – og måske også en smule mere.
Og sådan fortsatte det hele dagen med TikTok-stjernen – og ex-fodboldspiller i Brabrand IF gennem cirka 10 år – Maymi Asgaris bold-artisteri, YouTube-fænomenet Gammelfar og en god gammeldags koncert af Kim Larsen-kopibandet Rabalder.
Bolignød gav foreningsstart
Hoppeborge, krea-boder, mad- og drikkeboder og foreningsaktiviteter underholdt de cirka 400 deltagere, som også brugte en stor del af tiden på bare at hygge sig og snakke sammen på kryds og tværs af generationerne.
Og det var netop meningen med dagen, sagde Brabrand Boligforenings formand, Keld Albrechtsen i sin tale:
”Selve jubilæumsdagen benytter vi i Brabrand Boligforening til at sætte fokus på fællesskaber, foreningsliv, lokale ildsjæle og frivillige, som er med til at skabe og forme hverdagen rundt omkring i foreningens afdelinger,” sagde han.
”Vi har inviteret mange foreninger med i dag, der alle bidrager med aktiviteter, mad og workshops. Tusind tak for, at I vil være med.”
Keld Albrechtsen fortalte også, hvordan Brabrand Boligforening blev til for 75 år siden, da en gruppe lokale folk ville løse den bolignød, der også prægede den fremvoksende Aarhus-forstad Brabrand i kølvandet på 2. verdenskrig.
”I 1948 mødtes en gruppe mennesker ved en bænk i Hans Broges Bakker og blev enige om at stifte en boligforening. Og i 1950 kunne boligforeningen præsentere de første 24 lejligheder i Hans Brogesparken – lige i kanten af den skov, hvor den lille kreds var mødtes to år før. Efter datidens målestok et meget moderne byggeri med centralvarme og badeværelser,” sagde formanden.
Det sociale og bæredygtige i fokus
Siden fulgte byggeriet af det ikoniske gule murstensbyggeri Søvangen i 50’erne med altaner og en fantastisk beliggenhed ned mod Brabrand Sø. Gellerupparken var færdigopført i 1972 og blev fulgt af de nyskabende terrassehuse i Holmstrup få år efter.
Adskillige mindre afdelinger kom til omkring 1990, og mere blev bygget i det nye årtusinde. Herunder seniorbofællesskabet Sonnesgården i midtbyen, dejlige rækkehuse i Solbjerg, Hasselager og Tranbjerg og byggerierne Havnehusene og Generationernes Hus på Aarhus Ø samt Aarhus Kollegiet i Gellerup.
”Det er alle byggerier med fokus på det sociale, det bæredygtige og det gode samarbejde. I dag, 75 år senere, har vi en forening med mere end 5.500 lejemål,” sagde Keld Albrechtsen. Han sluttede med at ønske alle deltagere en god dag sammen:
”Jeg håber, at de fremmødte foreninger får flere frivillige kræfter og de lokaler boldklubber får flere børn og unge til at deltage i foreningsidræt.”
Her får du en stribe billeder fra jubilæumsfesten.