George Zeuthen har gennem mange år samlet folkeeventyr fra hele verden, og han optræder ofte som fortæller. På et af sine besøg i Gellerup fik han en idé: Han vil samle folkeeventyr fra alle de 103 nationaliteter, der i øjeblikket er repræsenteret i bydelen.
Han er en stor tilhænger af de ægte folkeeventyr: Dem der kommer af den mundtlige fortælle-tradition blandt folk, der ikke kunne læse men havde stor lyst til at høre historier. Så var der altid én, der kunne fortælle noget.
Over hele verden har man haft den tradition med at fortælle hinanden historier – også i Danmark. I 1800-tallet sled folkemindesamleren Evald Kristensen sine skosåler i stykker, da han vandrede rundt i Jylland og indsamlede historier, eventyr og folkeviser.
Det er den tradition, George Zeuthen holder meget af. Han kan godt li´ den originale idé om den mundtlige fortælling, hvor fortælleren lever sig ind i historien og forstår at holde lytterne fanget til sidste minut.
”På det punkt er jeg fundamentalist. Jeg vil ha´ den ægte vare, der udspringer af den mundtlige tradition, hvor historierne tit har ændret sig lidt, hver gang de er blevet fortalt.”
Han kan se, at eventyr-motiverne ofte har rødder helt tilbage fra de babylonske gudemyter tusindvis af år tilbage. Og han er stærkt kritisk over for moderne versioner af fortællingerne, som blandt andet Disney har stået for.
”Brødrene Grimm er lige på grænsen. De har også pyntet på nogle ting, der ellers i virkeligheden var en del mere ramsaltede,” siger han.
Fortalte spøgelseshistorier
Hans passion for folkeeventyr begyndte i 1991, hvor han en sommer som nyskilt og uden ret mange penge valgte at rejse rundt i Tyrkiet. Det resulterede i bogen ”Bare sig hiç – tyrkiske eventyr”, som han udgav sammen med Mustafa Kilic, indehaver af Kilic Marked i Bazar Vest.
”Det inspirerede mig, at Mustafa fortalte, at hans børn havde lært en masse af danske folkeeventyr,” fortæller George Zeuthen.
Siden har han været en nørd, når det gælder folkeeventyr. Hans fortæller-karriere startede ved Kalø Slotsruin, hvor han fortalte spøgelseshistorier. Og han har blandt andet optrådt som en del af Mellemfolkeligt Samvirkes projekt ”Fortællerfuglene”, hvor 27 personer fra 22 lande delte fortællinger fra deres forskellige lande.
De fleste historier er allerede i hus
Lysten til at fortælle har både bragt ham til Grønland og Gellerup. Blandt andet optrådte han en aften i Gellerup, og da han kørte hjem den aften fik han pludselig ideen: Hvorfor ikke udgive en samling af eventyr, der udspringer af de forskellige nationaliteter i Gellerup?
Hos Aarhus Kommune fik han oplyst, at der i øjeblikket bor 103 forskellige nationaliteter i bydelen – plus de statsløse.
Det lyder umiddelbart som en voldsom opgave. Men George Zeuthen er allerede godt på vej. Gennem mange år har han samlet massevis af folkeeventyr fra hele verden. Han har gennemgået sine arkiver over folkeeventyr og har fundet ud af, at han allerede har omkring 100 af historierne i hus.
”Jeg leder stadig efter folkeeventyr, der repræsenterer de statsløse. Historier om folk der ikke hører til noget sted,” siger George Zeuthen.
Vil gerne uddanne nye fortællere
Han holder meget af tanken om, at folk af forskellig nationalitet kan sidde side om side og lytte til gode historier. Han tror, at fortællinger på den måde kan bremse konflikter og være med til at bygge bro mellem mennesker.
”I bund og grund er mennesker meget ens verden over. Det kan man også se ved, at mange fortællinger verden over har en morale, der ligner hinanden, uanset om historien er blevet fortalt i Sydafrika eller Caribien. Man kan genkende elementer fra dem på kryds og tværs,” siger han.
Nu hvor de mange historier er i hus, venter det næste store skridt – at få historierne ud og leve. Han håber, at det ved hjælp af fondsmidler vil kunne lade sig gøre at udgive dem – eventuelt også som lydbog og e-bog.
Han håber på et bredt samarbejde med alle, som har interesse for projektet. Han er nu i gang med at undersøge, hvordan han kan finde finansiering til udgivelsen. Desuden vil han meget gerne ud og fortælle.
”Jeg kunne vældig godt tænke mig at oplære nogen i at være fortællere, sådan at de blandt andet kan fortælle historier i skolerne,” siger han.