Mandag d. 5. juni er det Grundlovsdag, og det fejres i Gellerup ved to forskellige arrangementer. Som tidligere år er der grundlovsfest på Fredspladsen i Gellerup – men i år også på Dortesvej.
”Vi fester for fællesskabet, friheden og demokratiet. Demokratiet er ingen selvfølge – det er der blevet kæmpet for gennem flere hundrede år, og demokratiet har stadig brug for kærlig opmærksomhed for at overleve og tilpasse sig vores samtid og fælles fremtid,” skriver arrangørerne af grundlovsarrangementet på Fredspladsen, Gellerup Kirke, Gellerup Fællesråd, Fredspladsen og Grundtvigsk Forum.
”Demokratiet og grundloven fortjener at blive fejret med en fest, hvor særligt børnene og de unge er i centrum, for det er dem, der fremover skal skabe og bære demokratiet.”
I år er Gellerups grundlovsfest støttet af det landsdækkende initiativ “Grundlovsfesten”, som er sat i verden for at puste nyt liv i traditionen omkring grundlovsdag. Desuden er der støtte fra Nordea Fonden. Programmet ser således ud:
13:00 Velkomst og fællessang v. Martin Hornstrup (Gellerup Kirke) og Rasmus Matthiesen (Grundtvigsk Forum)
13:10 Grundlovstale v. Mai Villadsen, politisk ordfører for Enhedslisten
13:30 Grundlovstale v. Nagin Ravand, fodboldtræner og ildsjæl i Gellerup
13:45 Grundlovstaler v. Senatet (Aarhus Kommunes Børn- og Unge Byråd)
14:00 Grundlovstale v. Jens Joel, folketingsmedlem for Socialdemokratiet
14:15 Cirkusforestilling v. Cirkus Tværs
14:45 – Grundlovstale v. Tv-vært Anna Lin
15:00 – Koncert v. Singer-songwriter Soleima
Der er mulighed for at købe mad på festpladsen.
Grundlovsmøde mod nedrivninger
Organisationen Almen Modstand står bag dagens andet grundlovsmøde i Gellerup. Det foregår kl. 15.30-17.00 ved boldbanen bag blok A7, Dortesvej 22-35 og har fokus på de planlagte nedrivninger i Gellerup og andre boligområder.
Arrangørerne mener, at den såkaldte ”ghetto-lovgivning”, som ligger bag nedrivningsplanerne, er direkte grundlovsstridig:
”Det er diskriminerende, og dermed i modstrid med Grundloven, om at ” Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder”, sammenfatter Almen Modstand.
Dertil kommer en række beboerindsigelser mod de opsigelser, der er kommet, blandt andet på Inger Christensens Gade i Gellerup. Det må betyde, at der ikke kan ske nedrivninger, inden disse er afklaret i retten, fastholder Almen Modstand.
“Det er supervigtigt, at vi viser opbakning til de beboere. Derfor holdes mødet ved én af de blokke, som trues af nedrivning”, siger Helle Hansen fra Almen Modstand og bestyrelsesmedlem i afdelingsbestyrelsen for Gellerupparken.
“Det er en landsdækkende kamp, og der kommer også støtte fra København, som sender en bus med beboeraktivister – ligesom vi fra Århus tidligere har deltaget i deres demonstrationer”, tilføjer Elsebeth Frederiksen, som også er fra Almen Modstand og bor i Gellerup.
Talere:
Alex Young Pedersen, beboerformand, Bispehaven
Ezzeddine Azzam, beboer fra Jettesvej, Gellerup
Metin Aydin, byrådsmedlem for de Radikale
Solveig Munk, byrådsmedlem for Enhedslisten
Torsten Gejl, medlem af Folketinget for Alternativet
Musik:
Musik:
Steen Veigaard, kendt fra Ram & Sjang