Bydelsmødrene i 8220 fortsætter med at uddanne sig inden for sundhedsområdet. Tirsdag modtog 25 bydelsmødre diplomer efter vel gennemført demenskursus. De kan nu hjælpe og vejlede pårørende til demente i Gellerup og Toveshøj.
Glæden var stor hos den del af de 25 bydelsmødre, som tirsdag i Laden fik beviset på, at de nu har fået endnu mere viden inden for sundhedsområdet. Nogle af de kursisterne måtte dog vente med at få deres beviser, da de var på arbejde.
”Alle har været meget engagerede undervejs på kurset. Nogle arbejder allerede nu på plejehjem og har brug for den viden om, hvordan man bedst hjælper og støtter mennesker med demens. Og de fleste kender familier, hvor man passer demente familiemedlemmer derhjemme,” siger koordinator for bydelsmødrene, Ilham Mohamed.
De deltagende bydelsmødre har blandt andet hørt oplæg fra fagfolkene fra Demenshjørnet, men også dygtige medarbejdere fra forskellige plejehjem har fortalt om arbejdet med demente medborgere. Undervejs har de også besøgt Demenshjørnet i Aarhus.
Der har været undervisning i tre moduler, hvor de deltagende kvinder fik viden om demens, hvordan man kan forbygge demens samt hvordan man kan forstå adfærden hos mennesker med demens.
Blandt andet har de lært, at motion og andre former for aktivitet er med til at forebygge mod, at demensen tager helt over. Derfor har det været en del af kurset, hvordan man via forskellige motions-redskaber og boldspil kan holde sig i gang.
Ilham Mohamed regner med, at den nye viden om demens vil blive anvendt flittigt, blandt andet i mødet med nogle af de familier, som passer demensramte i hjemmet. Desuden vil bydelsmødrene gerne hjælpe med at assistere demensramte, hvis de skal til lægen eller til en samtale i Demenshjørnet i Ceresbyen. Bydelsmødrene har allerede et godt samarbejde med Gellerup Friplejehjem.
”Bydelsmødrene er jo til for at hjælpe og bygge bro til blandt andet sundhedssystemet, og det vil vi også forsøge her,” tilføjer hun.