Fællessangen breder sig i Gellerup-området. I flere år har musiker ved Gellerup Kirke, Martin Hornstrup, arrangeret ugentlig fyraftenssang – og nu udvider han med et nyt koncept, familiesang. Tre torsdage inviterer Gellerup Kirke til sang, lege, dans og fortælling- og afsluttet med aftensmad for hele familien.
”I Gellerup Kirke elsker vi at synge. Sang skaber glæde og fællesskab – og det er lige meget, hvor gammel man er”, siger Martin Hornstrup, der står for familiesang sammen med kirke- og kulturmedarbejder, Margrethe Vestergaard.
Martin Hornstrup er i forvejen ”Mr. Fællessang” i Gellerup. Han møder ofte op til forskellige arrangementer med el-klaveret under armen og spiller op til fællessang. Små historier og anekdoter følger ofte med præsentationen af sangene.
Nu afprøver han sammen med Margrethe Vestergaard ideen om at samle børnefamilier til fællessang. Grundideen er at samle familien, der ellers ofte er splittet op i forskellige fritidsaktiviteter:
”Familiesang er jeres mulighed for at gå til en fritidsaktivitet med hele familien og få en fælles oplevelse,” skriver Martin Hornstrup om initiativet på Facebook.
Foreløbig har de to udvalgt tre torsdage, hvor programmet er nogenlunde ensartet:
Alle mødes kl. 16.30 og synger sammen i en times tid. Sangen ledes af Margrethe Vestergaard og Martin Hornstrup og består af et blandet program af danske klassikere for både børn og voksne.
Sangene krydres med leg, dans og fortælling. Og efter at alle har sunget, spiser man aftensmad sammen og slutter ca. 18.30. Aftensmaden koster 20,- for voksne.
De to øvrige datoer og tidspunkter for familiesang i efteråret er d. 12. Oktober og d. 16. november, begge dage kl. 16:30 – 18:30.