Lørdag d. 7. oktober går lokalafdelingen for Kræftens Bekæmpelse for femte gang sammen med Bydelsmødre i 8220 og QHus Gellerup for at afholde Lyserød Lørdag. I år deltager også De Grønne Pigespejdere fra Hasle-Møllevang i arrangementet.
Underholdning, sang og musik krydres med seriøs information om brystkræft og nødvendigheden af at lade sig screene, når Lyserød Lørdag for femte gang arrangeres i Gellerup.
Arrangementet indledes kl. 13 med tale af formand for Regionsrådet, Anders Kühnau. Udover ham vil der i løbet af arrangementet være taler ved læge og PH.D. studerende Kristine Wiborg Høgsbjerg om vigtigheden af screeninger.
Du kan også høre sundhedsplejerske Anette Østergaard, som fortæller om arbejdet med HPV-vaccination på fem århusianske skoler, og formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Purnima Erichsen, deltager ligeledes.
I år åbnes dørene allerede kl. 12 hvor der i den første time vil være mulighed for at blive underholdt af forskellige artister. Der er desuden boder med salg af juice, kaffe og te, forskellige kager samt let fingermad.
Senere i programmet vil Niels Kilele kendt fra bandet Sorten Muld underholde to gange mellem kl. 13 og kl. 16.
Alle indtægter går til Kræftens Bekæmpelse
Programmet indeholder også mulighed for at besvare en quiz om brystkræft, og selvfølgelig er der både lotteri og auktion med mange flotte præmier doneret af bl.a.: Art By Me, Netto på Gudrunsvej og mange andre.
Alle indtægter går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling Støt brysterne. Har man ikke mulighed for at deltage, men gerne vil støtte arrangementet kan man sende sit beløb via MobilePay til 84 80 84
Lyserød Lørdag foregår lørdag d. 7. Oktober kl. 12-16 i beboerhuset Laden, Edwin Rahrsvej 6B. Alle er velkomne.