Hvad kan et næsten tomt indkøbscenter bruges til? Det vil de tre kulturaktører Frontløberne, Aarhus Volume og Turkis prøve at finde ud af. Lørdag d. 2. marts kan du opleve City Vest, som du aldrig har set det før, når en storstilet musik og kulturfestival indtager de tidligere butikker.
Forestil dig den tidligere Føtex-butik i City Vest omdannet til storstilet koncert-arena. Og et besøg hos Søstrene Grene, hvor den velkendte labyrint ikke består af de velkendte billige tilbud – men i stedet tilbyder en guidet kunst walk.
Det er bare nogle af de planer, Frontløberne, Aarhus Volume og Turkis forestiller sig i City Vest lørdag d. 2. marts. Der bliver danseworkshops, kunstudstilling og talks – og naturligvis en masse musik, fra det hele går løs kl. 13 til lukketid kl. 03.
Centrum Vest er festivalen døbt, og de tre kulturaktører regner med at gøre 15-20 af de tidligere butikker i City Vest levende igen med masser af kultur.
”Det skal være en fejring af City Vest. Vi vil vise, hvad et tomt storcenter også kan bruges til. ”Man vil komme til at opleve City Vest som man aldrig har set det før. Vi vil fejre, hvad huset kan – at det kan danne rammen om meget andet end butiksliv.”
Det siger projektleder hos Aarhus Volume, Albert F. Helmig. Han understreger, at festivalen Centrum Vest skal ses mere som et kulturarrangement end bare en musikfestival.
”En varm kartoffel”
Frontløberne er et kulturelt iværksættermiljø for kulturaktører mellem 16 og 35 år. Turkis udgør en klar rød tråd i det århusianske roots-miljø. Og Aarhus Volume er en stor spiller på byens hip hop- og urban-scene med en lang historie også i vækstlags-miljøet i Aarhus V.
Fælles for de tre kulturaktører er gode kontakter og en betydelig kærlighed til Gellerup. Og så har de længe set efter muligheden for at lave et stort projekt sammen.
”Vi fik ret hurtigt ideen om at lave noget i City Vest. Butikscentret har længe været en varm kartoffel. Det har tydeligvis ikke kørt, som det skulle, men har en kæmpe historik og betydning for mange generationer i Gellerupparken og resten af Brabrand,” fortæller Albert Helmig,
”Det her sted skulle vi sparke døren ind til og bruge til noget.”
Ejeren af City Vest, A. Enggaard sagde ja til de unge kulturaktivister og låner bygningen ud. Entreprenørvirksomheden har endda valgt at støtte projektet økonomisk. Andre bidragydere er Statens Kunstfond, Tuborg Fondet, Kirsten & Gunnar Fonden og Aarhus Kommune.
”Vi er vant til at arbejde med gamle industrirum og har lånt lokaler mange forskellige steder i Aarhus. Men der er næsten ikke mere tom industri tilbage i byen. Det hele er revet ned eller sat i stand. Så vi er på udkig efter de næste kulturelle kvadratmeter,” siger han.
Icekiid et stort navn blandt unge i Gellerup
Festivalen kommer til at samle sig omkring Store Torv. Syv tidligere butikker har musik som tema – heraf som nævnt Føtex, hvor den store scene skal placeres. De mindre scener får fokus på elektronisk musik og andre genrer.
Albert Helmig vurderer, at man kommer til at aktivere 15-20 butikslokaler. Blandt andet får nogle af byens øvelokale-fællesskaber mulighed for at vise, hvad de kan. Der vil også blive produceret lokal onlineradio, hvor forskellige aktører leverer indslag.
På den store scene kan du blandt andet se frem til Jermyn Creppy, bedre kendt som Icekiid, med sin hip-hop blandet med afrobeats, reggae, R&B og dancehall-inspirerede musik. Icekiid stod øverst på listen over de navne, de tre arrangører ønskede på programmet i City Vest.
”Vi har været ude og snakke med mange unge i Gellerup om, hvad de kunne tænke sig at opleve, og det viser sig, at Icekiid er stort navn for unge i området. Og han har aldrig før spillet der. Hvorfor skal man som ung i Gellerup altid ind på Train for at høre musik,” spørger Albert Helmig.
Dayyani, Main Phase, Kuchulu og Muskila – alle navne fra vækstlaget i dansk musik og med rødder i hip hop, dj- og mange andre miljøer.
Arrangørerne ventes snart at offentliggøre flere navne til programmet. Og dertil kommer de mange andre aktiviteter, dagen byder på.
”Det er ikke kun en ungdomsfestival. Det vil være totalt mangfoldigt hele dagen, hvor der vil være plads til alle, og man kan bare komme og hænge ud. Så udvikler det sig mere til en fest senere på aftenen,” understreger han.
Vil gerne være brobygger
Det er et vigtigt mål for arrangørerne, at festivalen bliver til i tæt samspil med andre aktører, som kan se sig selv som en del af eventet.
”Vi ser en masse positive historier i Gellerup, og vi vil især gerne være med til at italesætte alt det spændende, der allerede foregår og give de nuværende aktører i Gellerup en ny platform,” siger Albert Helmig.
Han regner med at blandt andet Rapakademiet, Gellerup Højskole, og kunstplatformen Andromeda8220 bliver en del af festivalen i City Vest.
Arrangørerne af festivalen mødte blandt andet op til det halvårlige pitchmøde til kulturpuljen Gellerup Kulturmidler. Ikke for at få penge men for at opfordre andre til at søge og blive en del af projektet.
”Det er vigtigt, at vi ikke bliver en ufo-festival. Vi vil gerne være positiv spiller i miljøet og være med til at bygge bro til de nuværende kulturelle spillere i resten af byen. Hvis nogen sidder med en idé, så skal de endelig kontakte os.”
Han vurderer, at arrangementet også bliver en stor øvelse også for de tre arrangører, om ikke har prøvet noget tilsvarende før:
”Vi kan let komme til at lukke os omkring midtbyen og kommer nok for lidt uden for ringgaden.”
Albert Helmig ser festivalen Centrum Vest som en tryktest på, hvad der sker, når man propper en masse kulturaktører ind i et indkøbscenter i stedet for butiksaktører:
”Jeg håber, det kan starte nogle tanker hos folk, om at man godt kan bruge et sted som City Vest til andre ting, end det som det oprindelig er bygget til. Måske det starte nogle ringe i vandet, hvor man kan begynde at se centret i en ny funktion.”