Har du lyst til at finde ud af, hvordan Gellerup udvikler sig – og hvad bydelen egentlig har at tilbyde? Så inviterer Gellerup-området lørdag d. 1. Juni på nogle guidede oplevelsesture, hvor du med dine egne sanser kan fornemme den kolossale udvikling, der i øjeblikket er i gang.
Hallo! Sådan lyder opråbet fra nogle af Gellerups aktører, som håber at kunne få en del beboere i lokalområdet og andre interesserede i bydelens udvikling og muligheder til at bruge et par timer i området lørdag d. 1. Juni.
”Tanken er at tilbyde en generel introdag til Gellerup. Målgruppen er primært nye og potentielle beboere beboere, men også nuværende beboere i og omkring Gellerup kan forhåbentlig blive lidt klogere på deres bydel,” siger aktivitetsmedarbejder Aske Jervin, Det Boligsociale Hus i Gellerup og Toveshøj.
Sammen med Sports- og Kulturcampus og Samvirket i Gellerup og Toveshøj står huset bag oplevelsesturene – baseret på en idé fra den lokale ildsjæl Helle Hansen.
Arrangementet tager udgangspunkt på Verdenspladsen, der er et lille torv mellem bygningerne i Sports- og Kulturcampus midt på Karen Blixens Boulevard.
Her vil der være hyggelig lounge-musik og velkomst med kaffe og en croissant. Desuden bliver der i løbet af eftermiddagen salg af yderligere mad og drikke. Men kernen i det hele er de fire guidede oplevelsesture:
”Det bliver relativt korte rundture på 45-50 minutter, hvor man kan få en smagsprøve på, hvad Gellerup har at tilbyde, og man får nogle ideer til, hvordan man kan engagere sig i området,” siger Aske Jervin.
De fire ture
Natur: Du bliver vist rundt i byparken og får set den mangfoldighed og biodiversitet, parken har at byde på. Desuden bliver du også præsenteret for nytte- og fælleshaverne og mulighederne for at engagere sig her.
Kultur: På turen kan du opleve steder og aktører fra kunst og kulturlivet, blandt andet Gellerup Art Factory, Gellerup Bibliotek, Sigrids Stue, Cirkus Tværs og Gellerup Højskole.
Gellerups historie og forandringer: På denne tur bliver du taget med rundt til de mange fysiske forandringer i Gellerup, og du hører om baggrunden for de ændringer, der sker.
Madruten: På denne tur møder du en række af Gellerups mad-aktører og hører om de forskellige muligheder for at smage på de cirka 80 forskellige madkulturer i lokalområdet.
Eftermiddagen er opdelt i to heats, hvori du i hver af dem kan vælge at deltage i én af to mulige ture.
Tilbage på pladsen vil en række af lokalområdets aktører opstille infoboder, hvor du kan blive klogere på fritidsaktiviteter, sociale aktiviteter og boligmuligheder i Gellerup.
Lørdag d. 1. Juni kl. 13-16: Hallo! Gellerup, Karen Blixens Boulevard 23-27. Læs evt. mere på Facebook-begivenheden her.