Hver fredag kl. 16-19 inviterer Aarhus Klatreklub i Sports- og Kulturcampus i Gellerup til Åben Klatring. For 80 kr. får du den nødvendige instruktion og hjælp. Gellerup.nu fulgte i hælene på de venner, Andreas, Ask og Rasmus, som prøvede klatring for første gang.
Klatring er blevet et hit. Hver fredag eftermiddag myldrer det ind ad døren hos Aarhus Klatreklub i Gellerup. Børnefamilier, studerende, kolleger og vennegrupper møder nysgerrige og forventningsfulde op for at prøve, om klatring er noget for dem.
Blandt de besøgende i fredags var de tre venner fra medicinstudiet i Aarhus, Andreas, Ask og Rasmus. De havde længe snakket om, at de sammen ville prøve reb-klatring. Nu skulle det være.
Efter en kort men omhyggelig introduktion var de klar til at kaste sig over en af de mange forskellige ruter på de 15 meter høje vægge.
”Man skal lige vænne sig til det. Man skal ikke kigge ned, hvis man har højdeskræk,” siger Andreas fem minutter efter, da han er nede på jorden igen.
Roligt og koncentreret kastede han sig over ruten, som den frivillige fra klatreklubben havde foreslået. Meter for meter bevægede han sig mod toppen, mens en erfaren klatrer fra klubben holdt i den anden ende af rebet – for til sidst at lade sig fire ned på gulvet igen.
De sætter sig alle tre på en bænk og kommer til hægterne igen, efter at kroppens muskler har været spændt helt op. Især musklerne i underarmene er meget spændte – men smilene er store.
Hvordan vil I beskrive jeres første oplevelse i forhold til hvad I havde forventet?
”Rigtig sjovt. Succes,” lyder det umiddelbare svar.
”Det er lidt mere udmattende, i forhold til når man klatrer i Boulders, hvor der er knap så højt op. Det er ret lang tid, man er i gang for at nå til tops. Det kan man godt mærke i armene. Men det er overkommeligt – der er nogle gode grips,” uddyber Andreas.
De tre venner lægger ikke skjul på, at armene lige skal ha´ en pause, før de kaster sig over nye udfordringer på klatrevæggen.
”Armene skal nok lige ha´ et par minutter mere, så er vi klar igen!”
Hver fredag kl. 16-19 er der Åben Klatring i Aarhus Klatreklub. For 80 kr. får du den nødvendige instruktion og hjælp. Klatresko og -seler er inkluderet i prisen. ”Alt efter bemanding vil du have mulighed for både at prøve kræfter med både bouldering og rebklatring,” skriver klubben på hjemmesiden.