Skuespiller, rapper og instruktør Chadi Abdul Karim ønsker at give børn og unge i Gellerup og Toveshøj den samme oplevelse med teater, som han selv har haft: I dagene 2.-4. juli bliver beboerhuset Laden omdannet til et levende skuespilhus, hvor 9-16-årige kan få de første erfaringer med teater.
Han har haft roller på Aarhus Teater, Opgang 2 Turnéteater og andre steder, instrueret film og var tilbage i tiden en del af det gryende rap-miljø sammen med blandt andre L.O.C.
Sidste år vendte han tilbage til Gellerup, hvor han stiftede teater-kompagniet Aiwa Aiwa, hvorunder han satte sin første forestilling på hos Gellerup Art Factory. Og lige nu skriver han på endnu en teaterforestilling, ”Gud bevare Danmark”, der har premiere til september.
Samtidig involverer Chadi Abdul Karim sig her i løbet af sommeren i en række andre initiativer i lokalområdet. Blandt andet skal han midt i juli undervise unge digtere, som ønsker at blive bedre til at performe på en scene.
Det samme ønske har han for de børn og unge, som tilmelder sig den kommende teaterworkshop ”Teater for Alle” i beboerhuset Laden d. 2.-4. juli.
”Samtidig med at jeg arbejder med mine egne produktioner, vil jeg gerne hjælpe Andre med at komme ud over scenekanten,” siger Chadi Abdul Karim om de forskellige projekter, han er involveret i hen over sommeren. De handler grundlæggende om én central ting:
”Jeg vil gerne være med til at gi´ mennesker selvtillid til at være sig selv!”
”Jeg har selv gennem mine år i teatrets verden erfaret, at intet giver større selvtillid end at stå foran andre mennesker og formidle noget. Det giver bare et kæmpe boost – selvfølgelig især hvis det bliver en succes-oplevelse – der åbner så mange nye døre i et menneskes liv.”
Teater rummer mange muligheder
Han fortæller om sin egen opvækst i Gellerup, at han følte sig forudbestemt til at skulle passe ind i nogle bestemte kasser. Men først senere opdagede han – blandt andet via introduktionen til musik og teater – at der var så mange andre døre, han kunne vælge at åbne.
Det handlede alt sammen om at få mod på livet og tro på sig selv.
”Derfor vil jeg gerne bidrage til, at andre får oplevelsen af, hvilket personligt boost man kan få af at stå på en scenen. Jeg er sikker på at kunne gøre en forskel for de børn og unge, som har lyst til at prøve det af. Det åbner nye verdener!”
Måske har man svært ved at gå til eksamen. Måske er man nervøs alene ved tanken om at skulle tale for øjnene af mange mennesker.
”Det kan være mange forskellige ting. Mit håb er, at alle, som døjer med at turde tale eller være på, vil give det her en chance. Teater rummer bare så mange muligheder!”
Sammen med en kollega fra teatrets verden, Rasmus Reiersen, vil han forberede nogle forskellige scener, nogle små sketches, de 9-16-årige deltagere skal arbejde på og den sidste dag vise i en mindre teaterforestilling.
Kan udvikle sig og lege med sproget
De 9-11-årige er aktive om formiddagen, mens de 12-16-årige deltager efter frokost. Blandt arrangørerne er boligsocial medarbejder Anett S. Christiansen. Hun fortæller:
””Teater for Alle” skal ikke være for overvældende eller grænseoverskridende, men derimod give børn og unge mulighed for at rykke deres grænser. Workshoppen skal være med til at styrke deres selvtillid, når de får mulighed for at udforske deres kreative side, og fantasien kan få frit løb,” siger hun og fortsætter:
”Teater kan også hjælpe deltagerne med at udvikle og lege med sproget. Det giver dem sproglige kompetencer til at udtrykke sig bedre og gør dem i stand til at sætte ord på deres følelser og udtrykke deres meninger over for en anden person, en gruppe eller et publikum.”
Desuden skal samarbejdet i teater lære de deltagende børn og unge at indgå i et fællesskab, hvor teamwork er i fokus, og venskaber opstår på tværs af forskellige baggrunde, forklarer hun.
Hvis du eller dine børn har lyst til at deltage i workshoppen Teater for Alle, er du velkommen til at kontakte de boligsociale medarbejdere Anett (tlf. 2533 1730) eller Johanne (tlf. 3090 2588). Der er 7 pladser i hver aldersgruppe. Det er først til mølle og at man skal kunne deltage i alle tre dage. Workshoppen arrangeres i et samarbejde med Det Boligsociale Hus.