Den lokale forening, FamilieNetværk, har haft nogle travle og begivenhedsrige lørdage, hvor børn og voksne har bidraget som frivillige ved events i Gellerup og Toveshøj.
Lørdag d. 14. september var over 18 frivillige fra FamilieNetværk engageret i flere opgaver ved det lokale oplevelsesløb, Løb Mellem Husene.
De hjalp med vejvisning, uddeling af startnumre og deltagerforplejning. Desuden var en dansegruppe fra FamilieNetværk til stede langs ruten, hvor de underholdt løberne og skabte en festlig stemning, da løberne passerede gennem lokalområdet.
Dansen var én blandt mange lokale indslag, der var planlagt for at skabe en særlig god stemning og oplevelser for deltagerne i løbet.
Desuden var foreningen FamilieNetværk endnu en gang aktive som frivillige i lørdags, denne gang i forbindelse med den internationale affaldsindsamlingsdag “World Clean Up Day”.
Her var en stor gruppe familier med deres børn med rundt i lokalområdet og var med til at holde områderne fri for henkastet affald.
”Det blev to fantastiske dage, hvor FamilieNetværk gennem deres indsats gjorde en forskel i lokalområdet. Foreningens medlemmer var enige om, at det var en meget positiv oplevelse, og de har allerede besluttet at gentage affaldsindsamlingen i Toveshøj i fremtiden,” fortæller Ilham Mohamed, som er en del af FamilieNetværk.
Tager ansvar i lokalområdet
Foreningen FamilieNetværk blev stiftet i 2007, fordi en gruppe forældre ønskede at skabe et sted, hvor deres børn kunne være mere sammen, og man kunne arrangere fælles legedage og udflugter.
Men foreningen skulle også være et sted, hvor man kunne tale sammen om opdragelse og deltagelse i det danske samfund, og hvor man kunne være med til at nedbryde fordomme og skabe forståelse mellem dansk og somalisk kultur og traditioner.
FamilieNetværk er fortsat en forening, som samler mange familier i Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken om fælles aktiviteter. Samtidig fortsætter foreningen med at styrke fællesskabet blandt familierne og samtidig tage ansvar for deres lokalområde.