Flere forældre har oplevet udfordringer med at indskrive deres barn på den nye skole i Gellerup, Kløverskolen, der åbner i august 2025. Skolen findes nemlig ikke på listen over skoler i Aarhus Kommune. Børn og Unge oplyser, at man i stedet skal skrive sit barn op på Ellehøjskolen.

”Det er naturligvis frustrerende og ærgerligt, at der opstår forvirring i forbindelse med indskrivning af sit barn på den nye skole. Jeg kan godt forstå, at der opstår tvivl, når man ikke kan finde skolen på den digitale liste.”

Det siger kontorchef i Pladsanvisningen hos Børn og Unge, Ann Olivia Keblovszki som reaktion på meldingen fra flere forældre i Gellerup-området, som har forsøgt at indskrive deres barn på den nye skole, Kløverskolen – men ikke har kunnet finde skolen på Børn og Unges liste over skoler.

Hun forklarer, at fordi Kløverskolen er et nyt skoledistrikt, der indebærer ændringer i de nuværende skoledistrikter for blandt andet Sødalskolen og Gammelgaardskolen, kan man i Børn og Unge ikke oprette den nye skole i det digitale indskrivningssystem endnu.

”Det er selvfølgelig ikke er en optimal situation, men vi har ikke mulighed for, at opsætte det nye skoledistrikt, før det formelt træder i kraft, da det for betydning for de eksisterende skoler, herunder Sødalskolen og Gammelgaard,” siger Ann Olivia Keblovszki.

Brev til familier i det nye skoledistrikt
Kløverskolen åbner først 1. august 2025, og det er først her, at skolen har et reelt skoledistrikt, som er en forudsætning for, at skolen kan fremgå af den digitale liste i forbindelse med skoleopskrivningen i efteråret 2024, forklarer hun.

”Men vi har forsøgt at skabe en god kommunikation i forbindelse med skoleindskrivning for børn der aktuelt bor på adresser, der kommer til at høre til Kløverskolens skoledistrikt. Vi har sendt breve til alle forældre i forsøg på at vejlede dem bedst muligt om opskrivning til den nye skole.”

Blandt andet har Børn og Unge skrevet til familier med børn på enkelte adresser i Sødalskolens og Gammelgaardskolens distrikter, som fra august 2025 distriktsmæssigt hører til Kløverskolen. Og familier som allerede bor i den nye skoles distrikt har tilsvarende fået brev om, hvordan de skal indskrive deres barn.

Forældrene henvises til at indskrive barnet på Ellehøjskolen, og at den kommende elev så manuelt overføres til Kløverskolen.

”Det er en helt særlig situation, når der åbner en ny skole, som får sit eget skoledistrikt. Vi sidder manuelt og håndholder indskrivningen, så alt kommer til at foregå rigtigt. Det er lidt vanskeligt i år, men det bliver selvfølgelig lettere for alle i næste skoleindskrivning,” siger kontorchefen. Hun henviser i øvrigt til Kløverskolens hjemmeside for yderligere informationer.

Dobbelt distrikts-rettighed
Børn og Unge har endvidere skrevet til Brabrand og Tovshøj dagtilbud, som daginstitutionerne via Aula har sendt videre til forældre med børn, som tilhører andre skoledistrikter end Kløverskolens.

Disse forældre har via en beslutning i Aarhus Byråd fået tildelt ”dobbelt” distriktsrettighed. Det betyder, at de frit kan vælge, om de vil skrive sig op til deres bopæls distriktsskole, eller om de vil skrive sig op til Kløverskolen.

Ann Olivia Keblovszki oplyser i øvrigt, at der pr. 1. august 2025 er enkelte yderligere ændringer i skoledistrikterne. Vores Brabrand har bedt om at få oplyst de nye skoledistrikter. De vil blive bragt her, så snart de foreligger.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.