I 20 år har Folkeinformation været en del af Gellerup Bibliotek: I den periode har medarbejderne hjulpet beboerne i lokalområdet med at forstå det offentlige system og få udfyldt de rigtige papirer. Medine Karaman har været med hele vejen og har sammen med Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv lavet en jubilæums-udstilling.

Måske smager ordet “Folkeinformation” ikke af de helt store bedrifter. Men sandheden er, at initiativet gennem årene har haft kolossal betydning for masser af mennesker i lokalområdet.

“I de sidste to årtier har vi haft fornøjelsen af at byde mange borgere velkomne og hjælpe dem med både rettigheder og pligter. Gennem årene har vi haft besøg af ministre, og Folkeinformation har spillet en central rolle i at sikre, at vores borgere får den rette støtte i deres møde med systemet.”

Sådan lyder det om Folkeinformation i den udstilling, Medine Karaman sammen med Vibeke Harsberg fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv har været med til at samle i anledning af 20-års jubilæet.

Medine Karaman har selv været en central person i udviklingen af Folkeinformation – ikke bare som en grå kommunal institution – men som et sted hvor folk blev mødt med stor passion og engagement.

“Der var en del udfordringer i lokalområdet. Mange familier havde det svært, og især for mange kvinder var det svært at komme ud og blive en del af samfundet. Samtidig var der en betydelig lukkethed og social kontrol, så for nogle kvinder var det svært overhovedet at gå ud og opsøge os,” fortæller Medine Karaman.

Initiativtagerne håbede, at især mange kvinder ville opsøge Folkeinformation og søge om bistand – men faktisk var det stort set kun mænd, der i den første tid dukkede op.

Det ændrede sig dog, da Folkeinformation på invitation fra den daværende leder Lone Hedelund rykkede ind som en del af Gellerup Bibliotek. Hun ønskede at udvikle biblioteket til et lokalt community center, hvor der også var plads til sundhedsplejer, jordemoder og jobkonsulenter.

Lone Hedelund så potentialet i at placere det nye initiativ som en del af biblioteket på Gudrunsvej 78 – og hurtigt begyndte billedet at skifte.

Nu dukkede kvinderne op i stort tal.

“Der var en del lukkethed og social kontrol på det tidspunkt, og det var svært for nogle kvinder at gå ud. Men at gå på biblioteket og låne en bog virkede ret uskyldigt,” forklarer Medine Karaman.

Sammen med sin kolleger lyttede hun til de forskellige udfordringer, folk kom med, og for en del kvinder blev Folkeinformation også starten på en del kvinders drømme om at komme ud i samfundet og få et job.

“Du er årsagen til, at jeg blev lægesekretær”, fortalte en kvinde eksempelvis for nogle år siden, da de mødtes i City Vest.

“Mange kan huske den hjælp, vi gav for mange år siden, og det bliver man jo rigtig stolt af,” fortæller hun i dag.

Unge i lokalområdet havde svært ved at finde praktikpladser inden for de forskellige håndværksfag, og virksomheder blev inviteret til at komme og præsentere sig selv.
“Og vi arrangerede en messe med politiskolen, ambulance-folk og brandvæsen for de unge drenge i lokalområdet. Målet var, at de ville få lyst til at søge ind på de uddannelser, de ellers ikke troede, de kunne blive optaget på.”

Stort fokus på kvinder og børn
Folkeinformation startede som et projekt under Socialcenter Vest og afløste en tidligere afdeling i socialcenteret. Målet var at kunne tilbyde anonym rådgivning og vejledning til borgere med anden etnisk baggrund.

Det blev til en meget bred opgavevifte om jobmuligheder, uddannelse, indfødsret, opholdstilladelser, sociale ydelser, boligstøtte, familieforhold etc. Desuden handlede mange sager om rettigheder og pligter og juridisk rådgivning og havde i høj grad fokus på kvinder og børn.

“En del var helt banale udfordringer, mens andre rakte dybt ind i familien – lidt som Opgang til Opgang fungerer i dag,” fortæller Medine Karaman.

Blandt andet blev Folkeinformation involveret i en kontaktskabelse til kvinder fra forskellige etniske minoriteter, hvor myndighederne kunne konstatere, at en del fik mange aborter – op til 2-3 pr. kvinde. Det lykkedes at få kontakt med en del kvinder og informere dem om forskellige præventionsmuligheder.

Medine Karaman (tv.) har sammen med Vibeke Harsberg stået for udstillingen om de 20 år med Folkeinformation i Gellerup. Du kan se udstillingen på Gellerup Bibliotek indtil udgangen af marts.

Andre emner var pensionsmøder, økonomisk rådgivning, møder om udlændingeloven og trafikmøder med politiet. Og alle medarbejdere i Folkeinformation var med Borgmesterens Afdeling på studietur til Amsterdam for at udvikle nye ideer, der kunne bruges i Gellerup.

I 2010 blev Åben Anonym Familievejledning etableret på Gellerup Bibliotek lige ved siden af Folkeinformation. Familievejledningen tilbød alle i Gellerup-området – både forældre, unge og børn – samtaler med rådgivning om for eksempel vold eller andre problemer i familien, bekymringer om børnene, udfordringer i ægteskabet eller problemer med at stå med et ben i to forskellige kulturer.

I 2015 blev Folkeinformation en del af Borgerservice, hvilket Medine Karaman vurderer har styrket mulighederne for at yde endnu bedre støtte og vejledning.

Blandt andet var Folkeinformation med til at informere borgerne om helhedsplanen, hvor man inviterede borgerne til at være en del af processen.

Engagement i lokalsamfundet
Så kom den digitale bølge, og medarbejderne i Folkeinformation tog hurtigt fat.

“Vi har været en vigtig brik i at integrere digitale løsninger og hjælpe borgerne med at navigere i det digitale offentlige samfund. Vores mål har altid været at bygge bro mellem borgere og de løsninger, der kan hjælpe dem – både i digitalt og ikke-digitalt,” siger hun.

I takt med samfundets digitale udvikling har man skabt nye tilbud, som har gjort det lettere for borgerne at få hjælp. Et eksempel var oprettelsen af BorgerService2go i 2016/2017.

“Det har været et vigtigt skridt for at sikre, at vi også kan hjælpe borgere med særlige behov, som har svært ved at møde op hos os. Der kommer vi til dem i deres trygge omgivelser, og de får hjælp til at håndtere deres digitale udfordringer.”

“Vores engagement i lokalsamfundet har været en hjørnesten i vores arbejde, og vi har hele tiden været opmærksomme på, hvordan vi bedst kan støtte borgerne i deres møde med de politiske og lovgivningsmæssige forandringer. Vi har sørget for, at alle har haft mulighed for at blive hørt og at de fik den nødvendige vejledning, så de kan navigere i det til tider komplekse system.”

Medine Karaman fortæller, at medarbejderne er stolte af den rejse, de har været på, og ser frem til fortsat at være en vigtig støtte for borgerne i mange år fremover:

“Vores engagement er uforandret, og vi arbejder konstant på at udvikle nye måder at hjælpe og støtte på, så alle borgere uanset baggrund mødes med respekt i øjenhøjde der hvor de er.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.