Solen skinnede varmt over idrætsanlægget bag Ellehøjskolen, da skolens 8. klasse lørdag arrangerede fodboldstævne for skolens yngste elever og de jævnaldrende børn fra Tilst Skole. Arbejdet med fodboldstævnet var en del af undervisningen i Demokrati og Medborgerskab.

I seks uger har eleverne i Ellehøjskolens 8. klasse arbejdet på at skabe en festlig dag for de 6-10-årige deltagere i lørdagens fodboldstævne. Nogle har stået for invitationer og PR, andre har indsamlet gaver fra sponsorer, og andre igen har sørget for at kampene blev afviklet under gode rammer.

En del af deltagerne i fodboldstævnet ved Ellehøjskolen i lørdags var samlet, da det hele var slut.

Lørdag gik det så løs på idrætsanlægget bag skolen. Livlig musik dunkede varmt i baggrunden, mens børnestemmer blandede sig med hinanden – kun afbrudt af dommeres og træneres beskeder og gode råd.

Og det har været en god og sjov oplevelse at få arrangementet til at blive til virkelighed, fortæller tre af eleverne, Sumaya, Amal og Zeineb.

“Det har været meget hyggeligt, specielt fordi vi har været fælles om det i klassen. Det er dejligt at have medbestemmelse og få lov til selv at vælge, hvordan det hele skulle foregå,” fortæller de.

“Det var ikke lærerne, der bestemte. På en måde er det os, der har arrangeret alt det her og har taget stilling til alle de små ting.”

Som eksempel nævner de arrangementets navn: FTI – Fodbold Turnering for Indskolingen:

“Vi har også selv valgt navnet. Hver person kunne komme med forslag til navnet, og så stemte vi om det. Det var virkelig fint, og det gør det meget sjovere at være en del af arrangementet,” fortæller de.

Arbejdede demokratisk
I kulissen har organisationen Get2Sport bidraget med undervisning og hjælp til alt det praktiske. Planlægningen har været en del af faget Demokrati og Medborgerskab på skolen.

Tre af eleverne, Sumaya, Amal og Zeineb, udgjorde kommunikationsgruppen under stævnet.

De 24 elever i klassen begyndte med at inddele nogle grupper ud fra, hvad den enkelte person havde lyst til at bidrage til.

“Jeg synes, det er gået virkelig godt,” siger Amal.

“Det vigtigste har været, at vi har arbejdet demokratisk, hvor man skulle være enige med hinanden. Ellers kunne vi ikke komme videre. Og jeg synes, at vi har haft let ved at blive enige,” siger hun.

Blandt andet sendte de et brev ud til forældrene – både gennem det elektroniske system Aula og via emails. Her opfordrede de forældrene til at bakker arrangementet op.

“Vi skrev til dem, at det var vigtigt, at de kom og heppede på deres børn og støttede dem på dagen. Vi skrev også, at det ville blive en rigtig hyggelig dag, og at de skulle huske solcreme til børnene,” fortæller Sumaya.

Donationer fra Lidl og Netto
Ud over Ellehøjskolens egne elever i indskolingen, invitere de også de jævnaldrende børn fra Søndervangskolen og Tilst Skole. Uheldigvis for arrangørerne kom der på dagen afbud fra Søndervangskolen.

Det forhindrede dog ikke arrangørerne i at skabe en herlig dag for deltagerne. Lidl og Netto havde bidraget med frugt, snacks og vand, og der strømmede varm sommer-musik ud af højttalerne, mens det gik løs på fodboldbanen.

Eleverne havde sørget for en række forskellige underholdende indslag – blandt andet en quiz med præmier, og desuden var der kåringer af dagens bedste holdspiller og andre titler, der blev belønnet med diplomer.

“Vi håber, at vi kan lave det igen, når vi er flyttet ned på vores nye skole, Kløverskolen. Måske kan vi lave det om til en tradition. Det kunne være sjovt,” siger de tre piger.

Eleverne havde fået doneret frugt og vand til stævnet og bemandede selv boden, hvor deltagerne kunne hente forfriskninger.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.