Mange unge i lokalområdet er i denne tid i fuld gang med at forberede sig til eksamen – og her er Mellemrummet foran Gellerup Bibliotek i de seneste dage blevet et samlingssted. I samarbejde med biblioteket, Det Boligsociale Hus og Gellerupparkens afdelingsbestyrelse holdes lokalet åbent for studerende.
Ezzeddine Azzam og Mohamed Bille får en kop kaffe, mens de sidder og taler dæmpet sammen. De har tirsdag aften taget rollen som værter i Mellemrummet foran Gellerup Bibliotek, hvor grupper af unge sidder og forbereder sig til eksamen.
“Det er stille og roligt. Der har været en del børn og unge, som har lavet lektier og forberedt sig til eksamen, men der har ikke været nogen form for uro eller ballade,” fortæller de.
Mellemrummet har tidligere været stedet, hvor grupper af unge har samledes, hvilket har skabt utryghed blandt brugerne af området. I lang tid har det på Gellerup Bibliotek og i Det Boligsociale Hus været diskuteret, hvordan udfordringerne kunne løses.
Det førte for nylig til forslaget om at invitere studerende til at benytte Mellemrummet til eksamensforberedelse – og det har en del tydeligvis taget til sig.
Tirsdag aften arbejdede flere mindre grupper rundt omkring ved bordene, mens Ezzeddine Azzam og Mohamed Bille sørgede for en god og rolig stemning.
“Der har også været andre unge forbi, men når de ser at der er voksne her, så vender de om. Hvis der ikke er voksne til stede her, bliver det et let bare et tilholdssted for unge, som leder efter et sted at være,” siger Mohamed Bille.
De to beboerrepræsentanter glæder sig over, at der nu er initiativer i gang for, at der kan være længere åbningstider på Gellerup Bibliotek og i Mellemrummet.
“Vi kommer gerne og hjælper til som frivillige i lokalområdet. Vi er som bestyrelse med til at tage ansvar for lokalområdet, og vi bidrager gerne med nogle timer her før ferien, sådan at lokalområdet bliver et godt sted at være. Det er hyggeligt at sidde her og drikke kaffe,” siger Ezzeddine Azzam.
“Vi håber, at det betyder, at der senere kan være åbent i flere timer og om aftenen.”
Håber på åbent i aftentimerne
Formand for afdelingsbestyrelsen, Helle Hansen, har været med til at få ideen om at hjælpe med at sikre ro og orden i Mellemrummet i de tre uger, hvor lokalet holdes åbent for de studerende i tidsrummet kl. 18-20.
“Der har jo tidligere været noget uro og hærværk, der har været årsag til, at biblioteket har været nødt til at holde lukket – og så lukkede de også Mellemrummet tilbage i december sidste år. Det er et problem for mange af beboerne her, der så hverken kan benytte biblioteket eller Mellemrummet i aftentimerne, og det er svært for foreningerne at komme op til lokalerne på 2. sal,” siger Helle Hansen.
Hun forstår ikke, hvorfor der skal gå så lang tid, hvor der har været lukket både for Mellemrummet og Gellerup Bibliotek i aftentimerne.
“Som beboere i Gellerupparken betaler vi for en stor del af bygningens drift, og også for driften af Mellemrummet, derfor er det ærgerligt, at vi ikke kan bruge rummet. Nu vil vi gerne have sikret, at der i fremtiden kan være åbent flere timer i døgnet,” siger Helle Hansen.
Hun undrer sig over, at Aarhus Kommune i et milliard-projekt som forandringen af Gellerup ikke kan finde penge til, at biblioteket og Mellemrummet har bemanding et par timer ekstra hver dag.
På vej mod flere åbningstimer
Teamleder for bibliotekerne i Vest, Bente Kjærgaard, fortæller, at man er i proces med at sørge for, at der kan holdes åbent på Gellerup Bibliotek nogle flere timer om aftenen. Tilbuddet til de studerende om eksamenslæsning i Mellemrummet ser hun som et skridt på vejen.
“Tilbuddet er blevet muligt fordi biblioteket er tilført midler fra Aarhus Kommune i en periode og fordi de boligsociale medarbejdere og beboerrepræsentanter har tilbudt deres hjælp. Vi er meget glade for samarbejdet med dem,” siger Bente Kjærgaard.
“Nu vil vi først evaluere forsøget her. Men det ser ud til, at det er nødvendigt for at forhindre uro, at der er voksne som sætter rammen. Vi er meget glade for, at afdelingsbestyrelsen har bidraget med deres tilstedeværelse i Mellemrummet. Det ser ud til at have skabt gode betingelser for alle, som har benyttet Mellemrummet de seneste aftener,” siger hun.
Generelt benytter mange studerende biblioteket som studiested, og det har derfor været til ulempe for dem, at de ikke har kunnet sidde der om aftenen.
“Vi ved godt, at Mellemrummet nok ikke er helt så hyggeligt som biblioteket. Men nu har vi prøvet det af her først. Så må vi se, hvad vi kan gøre fremadrettet,” siger hun.
Også i næste uge er Mellemrummet åbent for studerende tirsdag, onsdag og torsdag kl. 18-20.