Tirsdag eftermiddag bliver Verdenspladsen forvandlet til et hotspot af energi, bevægelse og nye oplevelser, når lokale foreninger giver smagsprøver på alt det, børn og unge i Gellerup kan gå til i fritiden. Desuden er flere nye aktører med – blandt andre Aarhus Håndbold Fonden.
Der er masser af muligheder for at spille fodbold i Gellerup – men hvad nu hvis man gerne vil dyrke andre idrætsgrene?
Sådan lyder tilbagemeldinger fra lokalområdets foreningsudviklere, som løbende taler med børn og unge i Gellerup-området. Og det vil Aarhus Håndbold Fonden gerne være med til at gøre noget ved.
Fonden ejer selskaberne bag Aarhus Håndbolds kvinde- og herrehold, men er ligeledes stiftet for at skabe de bedste betingelser for udvikling af aarhusiansk håndbold og støtter alle typer af håndboldrelaterede aktiviteter i Aarhus.
“Alle andre steder i byen arbejder vi tæt sammen med det lokale foreningsliv, men da der i Gellerup ikke er en aktiv håndboldklub, vil vi gerne være med til at afprøve, om der er en interesse for håndbold blandt børn og unge,” siger projektleder Rikke Væring, Aarhus Håndbold Fonden.
Det betyder, at alle børn fra 8 år og op er velkomne til at komme og prøve at spille håndbold den første fredag i hver måned. Det foregår i Kløverskolens nye idrætshal, hvor trænere kl. 17-18 står klar til at introducere håndboldspillet. Første gang fredag d. 5. september.
“Vi tilbyder det som en fast aktivitet en gang om måneden hele efteråret, og hvis der er opbakning til det, fortsætter vi i foråret,” siger Rikke Væring.
Hun understreger, at fonden ikke permanent kommer til at tilbyde håndbold i Gellerup:
“Hvis de deltagende børn og unge ønsker at spille mere håndbold, vil vi forsøge at hjælpe ved at bygge bro til de eksisterende foreninger i nærheden, for eksempel i Viby og Brabrand,” siger hun.
I februar var fonden en del af vinterferie-aktiviteterne i Globus1, hvor blandt andre den tidligere landsholdsspiller Jesper Nøddesbo stod for træningen.
Der dukkede en del børn op, men Rikke Væring vurderer efter samråd med lokale foreningsudviklere, at der med en smule mere markedsføring er basis for, at endnu flere vil prøve håndboldspillet.
Skills & Chill tirsdag d. 26. august kl. 15-17: Verdenspladsen på Karen Blixens Boulevard er omdannet til en markedsplads, hvor foreninger og andre aktører giver smagsprøver på alt det, du kan gå til i fritiden. Desuden er der underholdning ved bl.a. Ballonprofessor Bobbel.
















