Når talen falder på udviklingen i Århus V, er der særligt et område, der er under bevågenhed – Gellerupparken og Toveshøj. Det er da også emnet under interviewet med Borgmester Nicolai Wammen på Bentes Café i Herredsvang en formiddag i september.
Gellerupparken og flere andre boligområder i Århus V skal gå fra at være udsatte til at være attraktive. Sådan ser Nicolai Wammen på den udvikling, der skal ske i Århus V i de kommende år. Alene for Gellerup og Toveshøj har byrådet afsat 62,5 mio. kr., mens Brabrand Boligforening har afsat et tilsvarende beløb til helhedsplanen.
For borgmesteren handler forandringerne ikke bare om fysiske forhold såsom anlæggelse af en ny bygade. Det handler ligeså meget om, hvad der skal foregå i den ombyggede bydel.
Allerede nu er der blevet afsat millioner af kroner på kommunens budget for næste år til blandt andet at forbedre forholdene for klubberne i Gellerupområdet, så mængden af aktiviteter for børn og unge bedre passer til mængden af børn og unge. For de voksne ser borgmesteren det som en hovedopgave at øge andelen af beskæftigede, der bor i området. Det skal ske i en kombination af at få flere nytilflyttere, der er i job og at få de, som allerede er beboere, i arbejde.
En anden del af helhedsplanen drejer sig om det kulturelle område. Der skal nye aktiviteter til Gellerup og Toveshøj. Det kan være eksempelvis en højskole, et aktivitetshus og Opgang 2-teatrets planer om at rykke dele af deres virksomhed til Gellerup. Derudover vil de sociale tiltag i bydelen blive styrket.
”Vores mål er at skabe et helt Århus – en by i balance, hvor der ikke er særlige bydele, der virker socialt tunge,” siger Nicolai Wammen.
Han er udmærket godt klar over, at der venter en kæmpe opgave med at få formidlet helhedsplanens ideer ud til beboerne i området og omvendt at lytte til de faktiske udfordringer, som borgerne kommer med. Derfor ser han også positivt på Vestbyportalen som endnu en mulighed for at få præsenteret helhedsplanen ud til både beboerne i Gellerup og til resten af byen, som kan få del i de succesarrangementer, der er i området, og som der vil komme flere af fremover.