Otte unge og heraf to piger fra vel gennemført unglederkursus er på vej i aktiv indsats for projekter og foreningsarbejde i Århus Vest.
De otte er det tredje hold, der gennemfører DGI’s unglederuddannelse i projekt ’Bedst i Vest’.
Positivt og udbytterigt kursusforløb
“Det har været et positivt forløb. Der har været en del frafald fra kurset, men de otte har virkeligt været meget med. Og de giver selv udtryk for, at de har fået stort udbyttet af kurset,” beretter en tilfreds Camilla Jørgensen, der er DGI’s ansvarlige for projektet.
Flere kurser på vej 
Camilla Jørgensen fortsætter: “Det glædelige er også, at unglederuddannelsen er ved at blive kendt og anerkendt i området som en god mulighed. Det kunne vi fornemme på borgermøde i Globus1 om godt børne- og ungeliv.”
Camilla Jørgensen oplyser, at planlægningen af de næste hold er i fuld gang. Hold fire er endnu ikke fastlagt i kalenderen. Hold fem vil rumme en nydannelse, idet det alene vil blive udbudt for piger. Det er planlagt til at starte den 10. maj.
Fra læring til praksis
De otte fra hold tre har været med til at lave deres egen handleplan for at omsætte læringen fra kurset i praksis.
De to piger er begge i praktik i Gellerup Idrætsklub, ligesom de deltager som instruktører i ’åben lørdag’-arrangementerne i Globus1.
En af drengene vil være med til at arrangere DGI’s næste unglederkursus. Andre er på vej i instruktørpraktik andre steder.
En modtager coaching i kommunikation og samarbejde for at kvalificere sig til optagelse på politiskolen. Og en er tilmeldt et nyt DGI-kursus om arbejdet som kasserer i en forening. Hans mål er at starte en forening, der skal have til formål at yde former for frivillig borgerservice.
Projekter og foreningsliv har fået nyt blod og nye kræfter i Århus Vest.