Brabrand Boligforening og Århus Kommune har nu valgt fire rådgivergrupper, der skal komme med bud på, hvordan helhedsplanen for Gellerupparken og Toveshøj, skal omsættes til en konkret helhedsplan.
De fire rådgivergruppers udvikling af planforslag vil ske i en dialog med hinanden samt en række forskellige aktører og repræsentanter fra lokalområdet og det øvrige Århus i en inspirationsgruppe sammensat til opgaven.
De fire valgte rådgivergrupper er:
1. Cowi sammen med Kjær&Richter og Effekt.
2. JWH Arkitekter sammen med Creo Arkitekter, Birk Nielsen
Landskabsarkitekter, Forstadskonsulenterne og Via Trafik.
3. Arkitema sammen med Lasse Anderson URD, 11City Design, Crimson,
Orbicon&Wassenberg.
4. Rambøll Danmark sammen med Metopos, Cebra, 3xNielsen og GBL
Gåpåmod og erfaringer
Stadsarkitekt Gøsta Knudsen, Århus Kommune, siger:
“Med de fire rådgiverteams er der skabt et solidt fagligt fundament for det videre arbejde med Byrådets og Brabrand Boligforenings visionære helhedsplan for Gellerupparken og Toveshøj.
Samlet vurderet har de fire teams fine arkitekt- og ingeniørfaglige kompetencer og udmærker sig endvidere ved en dyb indsigt i områdets boligsociale udfordringer. Men ikke nok med det. Inddragelsen af internationale erfaringer fra Holland og den spændende blanding af solid forankret erfaring og ungdommeligt gåpåmod i de fire rådgiverteams giver en meget slagkraftig cocktail. Det er så spændende og løfterigt, at det gør det svært at vente en lang sommerferie med for alvor at komme i gang.”
Mere om Helhedsplanen på Brabrand Boligforenings hjemmeside og www.aarhuskommune.dk/helhedsplanen